SÆRVISNING I SCALA GUDHJEM: BORNHOLMSK SUCCES-PRODUCER INTRODUCERER SIN COLOMBIANSKE GANGSTERFILM

Den colombianske gangsterfilm TRÆKFUGLE introduceres af filmens producer, bornholmske Katrin Pors søndag 17. marts 16:15.

Den unge Rapayet begynder at sælge marihuana til amerikanske turister,  for at kunne købe en medgift til sin udkårne Zaida [Natalia Reyes]. Men forretningen vokser ham over hovedet, da hans makker forråder ham.  Foto©ØstForParadis.

 Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

VED FØRSTE ØJEKAST er der ikke megen sammenhæng mellem Bornholm og stammefolket wayúu’erne i det nordlige Colombia. Men bornholmske Katrin Pors har været producer på flere film i Mellem- og Sydamerika, deriblandt den colombianske gangsterfilm TRÆKFUGLE, der har gået sin sejrsgang på internationale filmfestivaler.

Nu kommer Katrin Pors til Bornholm for at introducere filmen ved et sær-arrangement i Scala Gudhjem. Søndag 17. marts klokken 16:15 træder hun op på Scalas scene for at fortælle om den spændende og eksotiske filmiske rejse, der har bragt hende international hæder.

TRÆKFUGLE har været vist på en lang række filmfestivaler i bl.a. London og Toronto, og er blevet nomineret som bedste film adskillige gange. Trækfugle blev også udvalgt som Colombias officielle bud til Bedste Udenlandske Film-kategorien ved Oscar-uddelingen i 2019.

Filmen er en medrivende og æstetisk mavepuster med bjergtagende billeder og en kompromisløs fortælling om 1970’ernes narkohandel i Colombia. Det hele starter med 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Året er 1969, og den unge Rapayet gør kur til den endnu yngre Zaida. De er begge en del af Wayuu- folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela, og de lever i et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne tager de vigtigste beslutninger og bærer det største ansvar.

Langsomt men sikkert involveres Rapayet i salget af marihuana til USA, og samtidig krakelerer hans familie og oprindelige kultur lidt efter lidt.

35-årige Katrin Pors arbejdede på danske TV-serier som ’Borgen’ og ’Livvagterne’, før hun sprang hun som producer. Hun er uddannet i både Danmark, Spanien og Cuba, og har gennem årene været en del af en lang række spansksprogede produktioner.

TRÆKFUGLE
vises i Scala Gudhjem kun denne ene gang
søndag 17. marts 16:15 med GRATIS KAFFE
Biografcafeen
åbner 45 minutter før forestillingens start
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 125 minutter
Censur: 11+.

Alle anmelderne var superglade:

Kim Skotte, Politiken: Spændingsskruen er mindre stram end i en typisk narkogangster-film. Men historien bliver ikke mindre fascinerende af, at man fra begyndelsen i 1969 er sig bevidst, at denne fortælling om klaner i en ukendt indianerstamme må kulminere i en slags forhistorie til Pablo Escobar og de berygtede narkokarteller i Medellín. 5 hjerter ud af 6

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: …viser en af narkohandlens ækle skyggesider i en art colombiansk godmother-fortælling, hvor kvinderne styrer slagets gang. Som ’Slangens favntag’ er TRÆKFUGLE vidunderligt smukt filmet af David Gallego, og filmens skønhed skaber et smukt kontrapunkt til den nådesløse handling. 5 stjerner ud af 6

Anne Højgaard, netmediet  Cinemazone: Det lykkes også langt hen ad vejen at holde et spændingsniveau og en mystik omkring personerne, men det er næsten et antropologisk studie af indianernes skikke og ritualer og musik, der er den virkelige fascinationskraft som gør, at man bare må se den til ende. Bravo, og tak for at give en kraftfuld stemme til de oprindelige folk. 5 stjerner ud af 6

Wendy Ide, filmmagasinet Ekko: Hvad der virkelig får TRÆKFUGLE op at flyve, er skildringen af, hvordan en rivende pengestrøm forandrer et traditionelt samfund, der har sat ære over materielle goder.
5 stjerner ud af 6

Peter Christian Rude, netmediet Soundvenue: …en flot fortalt gangsterfilm, der også formår at sige noget vigtigt om Colombias nyere historie og landets oprindelige befolkning. 5 sjerner ud af 6.

Film Fakta
TRÆKFUGLE
Originaltitel: Pájaros de Verano
Alternativ titel: Birds of Passage
Instruktion: Cristina Gallego og Ciro Guerra
Medvirkende: José Acosta, Carmiña Martínez, Natalia Reyes, Jhon Narváez, Greider Meza, José Vicente, Juan Bautista Martínez, Miguel Viera, Sergio Coen med flere
Produktion: Katrin Pors og Cristina Gallego
Manuskript: Maria Camila Arias, Jacques Toulemonde Vidal og Cirro Guerra
Fotografi: David Gallego
Klip: Miguel Schverdfinger
Scenografi: Angélica Perea
Musik: Leonardo Heiblum
Land: Danmark, Mexico og Colombia
Produktionsår: 2018
Selskab: Ciudad Lunar Producciones, Bord Cadre Films, Pimienta Films, Snowglobe Films, Blond Indian Films, og Films Boutique
Biodistributør: Øst for Paradis.