SÅ BLEV DER SUNGET FOR 1000. GANG

Så er skilteholderne på vej til kor-molen. Nu gælder det om at få et-tallet til at stå rigtig placeret i forhold til de tre nuller. Til højre ses byens tal-maler Lisa Høyrup. Foto©JørgenKoefoed.

DR P4 sendte direkte fra begivenheden. Det der ligner en gaspatron i damens rygsæk er faktisk en velfungerende sendemast. Foto©JørgenKoefoed.

Den bornholmske presse var mødt talstærkt op denne storslåede dag. Til venstre TV2/Bornholm og til højre pressefotograf Jens-Erik Larsen fra Bornholms Tidende. Foto©JørgenKoefoed.

Korets 1. violinist Jens Riis øver sig inden det går løs. Foto©JørgenKoefoed.

Jens har fået varmet violinen op, og nu kan der tages hul på startsangen: ‘Hvem kan sejle foruden vind’. Foto©JørgenKoefoed.

Havnekoret består også af hunde. Her er det Pjok til venstre og Bitzy til højre. Det er kun Pjok, der synger med. Foto©JørgenKoefoed.

Det var stuvende fuldt overalt. Hvem siger turistsæsonen er overstået? Til almindelig orientering: Den røde hat tilhører Bitten Danig, hvis arkitekt-far under krigen tegnede biografen Scala Gudhjem til Oluf Høst. Foto©JørgenKoefoed.

Sikken voldsom trængsel og alarm … her fire måneder før jul. Foto©JørgenKoefoed.

Denne dag blev der også sunget med fra Ertholm. Foto©JørgenKoefoed.

‘Der går altid både tilbage, tilbage til Gudhjem igen. Og vi vil slet ikke beklage, vi ser jer så gerne igen. Vi står her og synger og vinker og ønsker god tur! Nu er båden i fart, det er rart. Men kommer dog altid tilbage, tilbage til Gudhjem igen.’ Text; Birgit Bloch. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR RYGTEDES over det ganske land – eller i hvert i Gudhjem og nærmeste omegn – at denne dag i dag kunne Gudhjem Havnekor fejre, at det var 1.000 gang, at det var mødtes og sunget det gode skib Ertholm ud af havnen på dets rejse mod Danmarks knytnæve mod øst.

Takket været det gode vejr – som var blevet bestilt under gudstjenesten i Gudhjem Kirke i søndags – var begge af Christiansø-fartens skibe fyldt op til randen med glade rejsende, som var euforiske over, at det endelig var blevet sommer … tre dage før sommeren officielt slutter.

Der blev delt sangblade ud til alle – også dem ombord på Ertholm. Således kunne de mange hundrede fremmødte synge med på både den faste startsang HVEM KAN SEJLE FORUDEN VIND og slutsangen DER GÅR ALTID BÅDE TILBAGE samt de mellemliggende GODMORGEN, KLIPPEØ og I GUDHJEMS STEJLE GADER.

Det var overvældende. Så overvældende, at der sås et par tårer hist og pist. Et par feriegæster fra Næstved var også ved at gå bagover af fryd over, at man bare kunne mødes og synge samme. De håbede, det kunne brede sig til resten af verden.

Bagefter gav Proviantens egen operasanger Ursula Bambuch Puccinis O MIO BABBINO CARO, alt imens café-mutter Maria huggede halsen af en række flasker med boblevin. Da der ikke var en champagne-sabel tilstede, måtte en stor køkkenkniv træde i stedet.

Som rosinen i pølseenden blev Birgit Blochs til lejligheden skrevne vise afsunget. Den gik på melodien ’Jeg plukker fløjsgræs’ og versefødderne passede så meget, at den måtte afsynges to en gang.

Bagefter bredte der sig en kanon-hyggelig stemning over hele havnen. Turisterne havde fået en extra positiv oplevelse med hjem i rygsækken, og alle vi andre fastboende boblede indvendig af fryd.

Tillykke til det udholdende havnekor, der nu synger på 6. år.

 

Selvfølgelig åbner man en flaske champagne ved at skære halsen over på den med en køkkenkniv. Demonstreret af Proviantens Maria Gill. Foto©JørgenKoefoed.

Hvad er et 1000-gangs jubilæum uden lidt opera. Her gi’r Ursula Bambuch den fuld gas med Puccini. Foto©JørgenKoefoed.

Til allersidst sang man Birgits Blochs specialsyede ‘1000 GANGE SANGE’. Forfatterinden står yderst til højre. Foto©JørgenKoefoed.

HER ER SANGEN TIL HAVNEKORETS 1000. GANG

1000 GANGE SANGE
Gudhjem Havnekor 29. august 2017

Melodi: Jeg plukker fløjlsgræs …
Text: Birgit Bloch

Nu står vi her og vi har nu fundet
at denne dag er en særlig dag
for 1000 gange har vi nu sunget
så vi vil have lidt ros og flag.
For sjette år er så godt som svundet
hvor vi har mødtes i regn og sol
og 1000 gange har os forbundet
så højt hurra for vort havnekor.

PUHA … så er det hele overstået og der er tid til kaffe og lidt hyggelig snak. Fra venstre: Jens Riis, Pjok, Bitten Danig og Ginni. Foto©JørgenKoefoed.