SIKKERHEDEN STIGER

Her en ‘redningspost’ på Nørresand Havn. Foto©JørgenKoefoed.

FOR ET PAR ÅR siden blev de kommunale havne udstyret med adskillige orangefarvede redningsstiger, så folk, der var så uheldige at falde i vandet, kunne komme op igen. Nu er sikkerheden blevet udvidet – og det gælder i alle ti kommunale havne. Det er sket med opsætning af en lang række ’redningsposter’. I Gudhjem Havn er der blevet opsat seks og i Nørresand Havn to.

Det er ikke noget EU har lavet en forordning om, men noget som havnekoordinator Aron Kjøller selv har forårsaget. Som han fortæller: ”Sidste år var der én, der druknede i Tejn Havn. Sikkerheden var åbenbart ikke god nok, og er der noget jeg går op i, er det sikkerhed. Derfor henvendte jeg mig til FLID – Foreningen af Lystbådehavne i Danmark. De sendte to mand til Bornholm, som gennemgik havnene og fortalte, hvor der skulle opsættes ’redningsposter’. Disse er nu blevet sat op, og så kan sikkerheden vist ikke blive meget bedre”.

En REDNINGSPOST består af tre dele:

  1. En knap fire meter lang stige, med to bøjler for enden. De kan enten bruges til at placere under den forulykkedes armhuler eller sættes på molekanten og fungere som stige.
  2. En 5 meter lang bådshage, som kan bruges til at gribe fat i et menneske eller en ting i vandet.
  3. En almindelig redningskrans med 10 meter line.

En redningspost i Gudhjem Havn. Fot0©JørgenKoefoed.

Sådan bruges stigen til at fiske en person op fra vandet. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan bruges redningskransen til at holde en forulykket oven vande. Foto©JørgenKoefoed.