SKURET – I FOLKEMUNDE: PØLSEBODEN – BLIVER FJERNET FRA GUDHJEM HAVN

På grund d af øje-bæen på Gudhjem Havn har der ikke været søndagsflaget på Glaciet i længere tid. Men i det øjeblik bæen forsvinder ryger Dannebrog til tops.  Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN HAR haft direkte telefonforbindelse til Hans Jørgen Jensen, næstformand i Gudhjem By- og Mindeforening, for at tale om det møde, som blev afholdt ved skuret i går tirsdag.

BLOGGEN: Hvad skete der på det møde, som du deltog i sammen med koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen fra kommunen i forbindelse med det famøse skur?

HANS JØRGEN JENSEN: Mødet kom jo i stand fordi byens tre foreninger: Gudhjem Erhvervs- og Handelsstandsforening, Gudhjem By- og Mindeforening og Flådeselskabet Atlanten sendte en mail til Claus Stensgaard Jensen, hvor vi udbad os et haste-møde omkring byggeriet ved Den Sorte Café. Mailen blev afsendt i søndags kl. 23:45. Et minut efter fik vi en kvittering på, at mailen var modtaget … og allerede onsdag kom der så et møde i stand.

BLOGGEN: Bliver skuret fjernet?

HANS JØRGEN JENSEN: Ja! Hvis bygherren ikke selv gør det senest 6. august, gør kommunen det.

BLOGGEN: Bliver det fjernet fra Gudhjem?

HANS JØRGEN JENSEN: Måske ikke i første omgang. Kommunen har tilbudt Bjarke Clausen, at det i seks uger kunne blive opbevaret på Nørresand i forlængelse af kajakskuret.

BLOGGEN: Det lyder sgu mærkeligt! Skal det så stå og pynte dér så længe? Hvad er baggrunden for det?

HANS JØRGEN JENSEN: Det er fordi kommunen gerne vil være flinke over for Bjarke Clausen.

BLOGGEN: Utroligt! Men hvad med hans bardiske og hans eventuelle brug af udenomsarealerne?

HANS JØRGEN JENSEN: Bjarke skal holde sig inden for de 20 m2 foran ’Den Sorte Café’, som han har fået lovning på. De to bardiske må god stå inden for dette areal, men lige nu er de for høje. Desuden skal de være på hjul, så de kan køres ind i ’Den Sorte Café’. Og han har IKKE råde-ret over hverken Bænken, Slæbestedet, Nordre Brygge eller Glaciet. Kun de 20 m2 foran det nuværende sorte skur.

BLOGGEN: Må han ombygge ’Den Sorte Café’?

HANS JØRGEN JENSEN: Nej, han må ikke foretage nogen som helst ændringer på den oprindelige bygning. Den er ganske vist ikke fredet, men er i klassen lige under: ’Bevaringsværdig’.

MUSKETER-EDEN TAGET I BRUG

Tak til de tre foreninger for indsatsen. Bloggen er sikker på, at i det øjeblik en kranvogn løfter ’Pølseboden’ op på sit lad og køre denne funklende øje-bæ bort fra havne-arealet, vil der gå et lettelsens suk gennem hele byen. Og samme følelse vil brede sig fra vrå til slot, som da Byforeningen for år tilbage lagde to københavnske byggematadorer ned. Dem, der ville nedrive smukke Pension Klippen og erstatte det med fem sorte udlejningskarre’er.

Desværre er Gudhjem så speciel en by, at borgerne ustandselig må kæmpe mod den udefrakommende tivolisering af byen, der er pågået de senere fire-fem år.

Som der står i Byforeningens love §2:
’Det er foreningens formål, at virke for bevaring af bygninger og bymiljø i Gudhjem-Melsted og af områdets natur.’

PS: Hvis du tager et foto af bortfjernelsen af skuret, må du meget gerne sende det til offentliggørelse på Bloggen. Du får ikke noget for det udover glæden. Send til: arkivparis@aegir.dk.