SMÅ MEN MEGET SKARPE DECEMBER-NYHEDER FRA GUDHJEM

NEDLAGT

DET VIDES IKKE om det er terrorister eller den hårde nord-vestenvind, der har nedlagt Dagli’Brugsens ene flagstang. Men lagt næsten ned er den i hvert fald. Fotos©JørgenKoefoed.

EFTERLADT

STJÅLNE ELLER BARE efterladte cykler hober sig op ved toiletbygningen ved Provianten. Din Blogger har installeret Politiets nye app POLITI. Her kan man se om en cykel eller en bil er blevet meldt stjålet. Et tjek på den yderste cykel med stelnummeret WTT70371A viste, at cyklen ikke er registreret som efterlyst i politiets register over efterlyste køretøjer. Fotos©JørgenKoefoed.

UDEN FOR SÆSONEN

HVOR ER DET SKØNT, når sæsonen slutter. Ud over at turisterne er væk, kan man nu nyde byen uden den er fyldt op med affaldscontainere og skraldestativer – på fotoet ses gavlen på Brøddan, som har sommerens meste skræmmende udstilling af ‘vrangen på en restaurant’. Foto©JørgenKoefoed.

VANDGANG

DET DER IKKE MÅ SKE skete for et par uger siden. En garvet lokal sømand – navnet er kendt af redaktionen – gled da han steg ud af sin båd for at komme op på kajen. Pjask! sagde det, da han røg i det kolde vand. Heldigvis var der opsat en stige på den modsatte side, så den ufrivillige vinterbader kunne redde sig op på kajen og i hurtig gangart bevæge sig til nærmeste tørrestation. Værre gik det for en lokal fisker i 2010. Sent om eftermiddagen i buldermørke mellem jul og nytår faldt han også i vandet nogenlunde samme sted. Han blev kort tid efter fundet druknet. Foto©JørgenKoefoed.

FORKERT

CHRISTIANSØFARTEN skilter stadig med, at der er afgang til Christiansø hver dag kl. 10. Ja, også på tysk, såmænd. Da der tilsyneladende kun sejles mandag til fredag, må det vist kaldes ‘fake news’. Og at der så første sejles 10:30 mandag og fredag gør det ikke mindre fake. Foto©JørgenKoefoed.