SOM DET KAN SIGES [105]: OM OTIUM, OM DEN BRATTE DØD … OG OM MØDER

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Niels Jørgen Cappelørn, 74-årig professor emeritus i teologi og Kierkegaard-forsker til Kristeligt Dagblads Dorte Remar: Jeg bryder mig ikke om ordet otium. Jeg synes, det lugter af kogt kål og manglende udluftning.

Niels Jørgen Cappelørn, 74-årig professor emeritus i teologi og Kierkegaard-forsker til Kristeligt Dagblads Dorte Remar: Jeg ved godt, jeg skal være forberedt på døden hver dag. Men jeg håber også, at der til sidst bliver en tid at forberede mig i forhold til Gud og mine medmennesker. Så jeg håber bestemt ikke på en brat død, så hellere et længere sygeleje. Den periode, hvor mennesker er syge og kommer ind i det, vi kalder terminalfasen, hvor lægerne ikke kan gøre mere, der viser det sig i mange tilfælde, at det bliver en helt enestående modningsperiode, hvor man samtykker i, at nu er det mig, der skal dø. Og det kan blive en meget stærk begivenhed for den, der skal dø, men også for de pårørende.

Et af Niels Jørgen Cappelørns petitgrammer: Da Gud skabte fællesskabet, ville Fanden også prøve at skabe noget. Ud af det kom der møder.