SOM DET KAN SIGES [109]: OM DØDEN, DOMMEDAG … OG OM MUSLIMSKE FLYGTNINGE

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Gudrun til TV-Øst, da reporteren i anledning af hendes 100 års fødselsdag spørger, om hun tænker på døden: [grinende] Nej, det er da al for tidligt!

Journalist Daniel Øhrstrøm, der bor i Rønne, i sin faste klumme i Kristeligt Dagblad om klimadebatten: I dag har de frikirker, jeg kender, heldigvis nedtonet dommedagsretorikken, men nu er den i stedet flyttet ind på Christiansborg, så politiske debatter efterhånden er uegnede for børn og sarte sjæle.

Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Bent Falbert i Ekstra Bladet tidligere på året: Jo mere jeg læser om muslimske flygtninges måde at te sig på, jo sikrere er jeg på, at det er klogt kun at modtage kristne, der forstår vore normer og derfor opfører sig ordentlig … det vil slå tre fluer med ét smæk: Dels vil vi leve op til internationale forventninger om, at Danmark bærer sin del af flygtningebyrden. Dels vil vi slippe for yderligere vanartede muslimske krav om, at vi skal ændre vores samfund for deres skyld. Dels vil Mette Frederiksen lukke munden på den yderste venstrefløj og De Radikale, fordi vi faktisk gør noget ædelt. Lad så nationer, der er i bedre overensstemmelse med muslimske idealer, tage imod deres åndsfæller.