SOM DET KAN SIGES [115] OM RUNDKØRSLER, HUNDE… OG OM AFRIKA


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Bornholmeren Mikkel Mox Larsen kendt som tryllekunstneren Mystiske Mr. Mox til Bornholms Tidendes Mads Westermann på spørgsmålet: Hvis du skulle trylle noget væk fra Bornholm, hvad skulle det så være?: Så ville jeg trylle den grimme skulptur i rundkørslen ved Snorrebakken væk, og hvis jeg havde mere plads i ærmerne, så ville jeg også trylle smølfe-kirken i Vibegårds Runddel væk. De er begge to grimme og de hører ikke hjemme i en rundkørsel. Der skal man have udsigt til den trafik, der kommer fra de andre veje.

Forfatteren Robert Louis Stevenson i sin rejsebog VANDRINGER MED ET ÆSEL I CEVENNERNE fra 1879: Jeg blev meget forstyrret af en hunds gøen, et dyr, som jeg frygter mere end nogen ulv. En hund er langt modigere og desuden støttet af sin pligtfølelse. Hvis man dræber en ulv, bliver man mødt med opmuntring og ros; men hvis man dræber en hund, stiller den hellige ejendomsret og den familiære hengivenhed sig op omkring én og råber på bod og erstatning. Ved slutningen af en slidsom dag er den skarpe, grumme lyd af en hunds gøen i sig selv en voldsom gene, og for en vagabond som mig repræsenterer hunden den fastboende og respektable verden i den mest fjendtlige skikkelse. Der er noget præsteligt eller advokatagtigt ved dette charmerende dyr, og havde det ikke været påvirkeligt af stenkast, ville selv den tapreste mand vige tilbage for at rejse til fods. Jeg har stor respekt for hunde i hjemmets kreds, men på landevejen eller når jeg sover i det fri, både afskyr og frygter jeg dem.

Litteraturanmelder på Information, Peter Nielsen, i sin anmeldelse af Thomas Bobergs AFRICANA: Afrika er ikke bare Vestens skrot-kontinent. Afrika er det væsentligste, du kan beskæftige dig med, hvis du vil forstå vores verden.