SOM DET KAN SIGES [120] OM GLÆDEN, NARKOBANDER, KINESISK INDFLYDELSE … OG OM SMERTER


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Præsten og salmedigteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig [1783-1872]: Lad glæden være livets fortegn.

Debattøren og filosoffen Eva Selsing i Kristeligt Dagblad: Jeg har netop besøgt min farmor i Paris. Hun bor i det 10. arrondissement, som bærer tydeligt præg af indvandring. Lige uden for hendes vindue har en pakistansk narkobande etableret et salgssted, hvor de står i store grupper, råber og spiller høj musik til langt ud på natten. Jeg havde lyst til at gå ned og råbe af dem eller ringe til politiet, men min farmor sagde, at grunden til, at ingen af beboerne gjorde det, var, at de frygtede for deres sikkerhed.

Den britiske forfatter og historiker Peter Frankopan citerer den tidligere amerikanske udenrigsminister i USA, Henry Kissinger i ’De nye Silkeveje’ for i 2018 at sige: Vi befinder os i en meget, meget alvorlig periode, hvor splittelsen ned gennem Atlanterhavet vil gøre Europa til et vedhæng til Eurasien, som vil være tvunget til at orientere sig ikke mod vest, men mod øst mod Kina, hvis mål det er at blive den øverste vejleder for hele menneskeheden.

’Danmarks Omvandrende Musiklexikon’ Claus Hagen Pedersen i 70 års fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad på spørgsmålet: Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?: Alle perioder har haft sine op- og nedture. Lige nu ser jeg med glæde og varme tilbage på de morgener, hvor jeg vågner uden at have ondt et eller andet sted.