SOM DET KAN SIGES [127], OM SOCIAL KONTROL, GLOBALE KONFLIKTER … OG OM DEN GRÆNSELØSE HUMANISME


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Forsker i dansk sharia-praksis og ph.d. i religionshistorie og religiøs adfærd ved Lunds Universitet Jesper Petersen i Kristeligt Dagblad: Hvis man fx har en søster, der har krænket familiens ære ved at have en kæreste, så vil ens egne muligheder for selv at indgå et ægteskab blive mindre, simpelthen fordi familien mister anseelse. Derfor vil man som bror gå meget op i, at ens søster ikke får en kæreste, for det kan simpelthen ødelægge ens egen status og på sigt svække mulighederne for at blive gift. Den sociale kontrol betyder altså, at alle bliver låst i en social struktur.

FNs generalsekretær i en tale i Sikkerhedsrådet 2017 ifølge Liva Polack i Kristeligt Dagblad: De fleste af verdens konflikter får benzin fra konkurrence om magt og ressourcer […]. Desuden bliver de forværret af klimaforandringer, stigning i befolkningsantal og globalisering af kriminalitet og terrorisme.

Redaktionchef Jeppe Duvå, Kristeligt Dagblad, i en leder om flygtninge- og migrant-situationen: Europæiske politikere, som har hyldet den grænseløse humanisme, er notorisk blevet sat fra bestillingen eller må som i Tyskland og Sverige kæmpe for deres politiske liv under belejring fra de yderligtgående politiske kræfter, deres manglende rettidige omhu har næret.