SOM DET KAN SIGES [129], OM AT PRISE LIVET, AT BEDE … OG OM AT SPYTTE UD


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

85-årige kunsthistoriker Leo Tandrup på journalist Stina Ørregaards Andersens spørgsmål i Kristeligt Dagblad ’Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?’: I 2016 fik jeg mandelkræft og en strålebehandling, jeg ikke kunne tåle. Jeg kom ud i så hård en depression, at jeg var sikker på, at jeg skulle dø og også ønskede det. Da jeg kom over den efter et halvt år skridt for skridt, begynder livet at gnistre mere end nogensinde. Da gik noget op for mig: Man skal ud i det yderste mørke for virkelig at sætte pris på livet.

Den 67-årige sanger og musiker Lars Lilholt fortæller til Kristeligt Dagblads Bjørg Tulinius i rubrikken ’min weekend’: Inden jeg går i seng, beder jeg aftenbøn. Jeg beder ham om at holde hånden over mine børn og min kone, og bønnen er blevet mere regelmæssig i de senere år. Før bad jeg for det meste kun, når der var noget, der virkelig kneb. I dag er det blevet noget, jeg bare gør. Jeg kalder mig selv vanekristen som mange andre og kan mærke, at jeg har brug for de ritualer, kirken kan give mig. Når vi er ude at rejse, skal jeg også altid ind og sidde lidt i kirkerne – det giver mig en fantastisk ro.

Debattøren og sognepræsten Katrine Winkel Holm, medstifter af Trykkefrihedsselskabet og datter af den udskældte præst Søren Krarup, i interview med Kristeligt Dagblads Nanna Schelde: Hellere spytte ud og få de tæv, der måtte komme, end at få en flot, kirkelig karriere, som en passiv, duknakket person. Det er da det mest sørgelige overhovedet. Jeg har stødt på folk, der siger, at de først vil ytre sig polemisk, når de er blevet pensioneret. Jeg ville ønske, at også præster var mere frimodige. Der er ting, der er vigtigere end den gode stemning.