SOM DET KAN SIGES [145] OM POUL PAVA, OM ORDET … OG OM SJÆLEN


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Forfatteren Stine Pilgaard i sin jeg-roman METER I SEKUNDET om sin veninde Krisser – begge med nyfødte børn i barnevognen: I niende måned havde hun vaklet rundt og bestilt kunst til de nye værelser. Fri mig for billeder i muntre farver, sagde Krisser og påstod, at det var Poul Pava, der havde sat hendes fødsel i gang. Vi er ikke andet end store børn, stod der med runde blokbogstaver på et akryl-maleri, hendes mand havde hængt op i bryllupssuiten. På billedet var der tegnet en tændstikmand, der smilede ubehersket ud mod beskueren. Karsten, skreg Krisser, nu stopper festen. Da hendes mand kom løbende, var vandet gået. Hvad er der galt med skagensmalerne, skreg hun, Krøyer, Ancher, Tuxen, der er så mange muligheder … Vera kom til verden på værelse to hundrede elleve tyve minutter efter … og så lige under Poul Pava.

101-årige Inger Piper i interview med Kristeligt Dagblads Else Marie Nygaard: Jeg tror ikke, sjælen har nogen alder.

Forfatteren Jens Blendstrup, der blandt andet har skrevet ’Gud taler ud’, som også er blevet filmatiseret i Kristeligt Dagblad på spørgsmålet ’Hvad er dit yndlingsord?’: Et ord, jeg altid har holdt meget af, er ’akeleje’. Tænk, at en lille blomst kunne have et så flot og sjældent fint navn. Jeg tror, at hvis man går mine gamle digte igennem fra folkeskolen, så indgår akeleje i dem alle sammen – i historier i alt fra zombier på Risskov Kirkegård til digte om at drømme.