SOM DET KAN SIGES [151] – OM OFRING, OM TAKNEMMELIGHED … OG OM AT SE LYSET

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

I en leder i Morgenavisen Jyllands-Posten i september undrer man sig over, at der midt i MeToo-bevægeslsen ingen focus er på indvandrerkvinders vilkår: Hvis kikkerten rettes for tydeligt mod overgreb i muslimske miljøer, gavner det politisk de forkerte, synes rationalet at være. Så der kigges væk, vrides hænder og bortforklares til den store guldmedalje. Muslimske kvinder ofres på den måde i en højere sag tjeneste. Det er rendyrket kynisme.

Historikeren Mikael Jalving i Jyllands-Posten om de 321 statsløse palæstinensere, der i 1991 uberettiget søgte om asyl i Danmark, hvoraf 96 senere besatte Blågårds Kirke i fem måneder, hvorefter alle 321 fik asyl: 28 år efter har Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøgt, hvordan det gik de mange palæstinensere, der alligevel ikke blev udvist. Viste de deres taknemmelighed for den humanitære indsats ved at blive lovlydige, skattebetalende borger? Det må læserne vurdere, men det fremgår, at af de i alt 270 palæstinensere, der stadig bor i Danmark, er 204 dømt efter straffeloven, og at 176 af dem er på offentlig forsørgelse … Mens ego-humanisterne i København fik deres vilje og pudsede deres glorie over for hinanden, endte Danmark med at betale prisen.

Komikeren Casper Christensen efter sin omvendelse fra ateist til troende i sin selvbiografi CASPER: Jeg opfatter Jesus som min vejleder og min storebror.