SOM DET KAN SIGES [173] OM HACKERE, OM AT ELSKE … OG OM GRÆNSEHEGN

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Jung H. Pak – tidligere CIA-analytiker og ekspert i Nordkorea – i sin bog ’Kim Jong-un bag facaden’ fra 2020: Kim har anbragt omtrent seks tusind hackere og cybersupportmedarbejdere i mindst otte forskellige lande – Kina, Malaysia, New Zealand, Indien, Nepal, Indonesien, Mozambique og Kenya – for at undgå at blive opdaget og for at udnytte disse landes internetinfrastrukturer … foruden kuppet i Bangladesh Bank har nordkoreanske hackere blandt flere andre banker også angrebet TP Bank i Vietnam samt Bancomext i Mexico og Banco de Chile … lige som de er brudt ind i Society for Worldwide Interbank Financiel Telecommuncations globale meddelelsessystem, der betragtes som en af de mest sikre mekanismer til pengeoverførsler.

Venstre-politikeren Mads Fuglede i 50-års fødselsdagsinterview med Kristeligt Dagblads Jens Haag: Jeg har dyb sorg over, at min morfar døde, da jeg var dreng. Det var så urimeligt. At et menneske, jeg elskede så højt, og som var så glad for mig, ikke var her mere […] Jeg havde forberedt mig på at blive far, men det tog fuldstændig fusen på mig. Jeg var den første, der så min søn under fødslen, jeg blev så bevæget. Jeg græde og græd […] Før i tiden troede jeg, at forældre tænker på deres børn en gang imellem, men jeg tænker på Johannes hele tiden. Og sådan vil det være, indtil jeg ikke er her mere.

Historiker og professor emeritus Uffe Østergaard på Kristeligt Dagblads Jeppe Schropps spørgsmål om, hvorfor det er nødvendigt med klare grænser i Europa: Man kan se, at Europa står over for den sjette eller syvende store folkevandring. Der er både potentielle indvandrere, flygtninge og asylansøgende, og i den situation har vi opdaget, at vi er nødt til at begynde at beskytte grænserne. Det har været nødvendigt i lang tid, og det er et støt stigende problem. Afghanistan sætter det på dagsordenen, det gjorde Syrien også i 2015, og sådan har det været tidligere. Verden er desværre ikke et fuldkomment sted, og der er det gået op for os, at vores samfundsmodel er tiltrækkende – både for os selv, men også for andre – men den er også skrøbelig. Den bygger på en masse forudsætninger, kulturelt, religiøst, som vi ikke har gjort os klart.