MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Skolelæreren og kommentatoren Geeti Amiri udtrykte i Berlingske skepsis over for Raoul Wallenberg Instituttes Morten Kjærum positive udlæg af Kraka Instituttets analyse af integrationen i Danmark: Ja. Kraka-rapporten konkluderer ”at efterkommere af indvandrere fra lande med muslimsk baggrund betaler 47 % mindre i skat, modtager overførselsindkomster i 53 % flere uger om året, tjener 39 % mindre og får 1,4 point lavere karakterer i dansk i folkeskolens afgangseksamen end personer med dansk oprindelse. Det kan der være alle mulige grunde til, men det er ikke desto mindre sandt ­­– i gennemsnit”.

Journalist Niels Lillelund i Morgenavisen Jyllands-Posten: Danmark er under eksistensiel forandring, opbygningen af to parallelle samfund er i fuld gang … og den væsentligste forbindelse mellem dem er, at den ene forsøger den anden.

Skuespilleren Henning Jensen i sin selvbiografi GENNEM GLASVÆGGEN udgivet på Gyldendal sidste år om sit psykiske sammenbrud i 1978: En formiddag, på vej fra prøverne på TV til prøverne på teatret, skiftede en lyskurv fra grønt til rødt. Jeg standsede cyklen og lænede mig til siden for at sætte foden mod kantstenen, og så kom det: I selve den lænende bevægelse lænede jeg mig videre ud af mig selv og ind i en anden verden. I det korte øjeblik min fod var på vej mod fortovet fornemmede jeg en næsten umærkelig skælven i hjernen, som en akkord, der blev slået an, og i samme sekund gled jeg gennem en tynd, tynd glasvæg ind i en verden ved siden af denne: et rum, en tid, en dimension så fuldstændig ny og ukendt, at det gjorde mig åndeløs. Uden nogen forklarlig overgang stod jeg pludselig i et mytologisk landskab med knæhøjt græs og sortgrønne, hængende graner i støvregn. Men det var kun så ultrakort, som det tager en blitz at eksponere et billede. Alle ydre lyde forsvandt i samme sekund, som nogen havde trukket stikket ud, og i mit nye land var der tyst og stille som i et indre psykisk rum. Jeg så bilerne køre og mennesker, de stod og talte sammen på fortovet, lige ved siden af mig, men jeg hørte ingenting. Alt var stilhed, og inde fra denne lydløse verden stirrede jeg gennem glasvæggen ud på det liv, der som en stumfilm, fortsatte omkring mig. Jeg så alt, genkendte alt, men det havde ikke længere noget med mig at gøre. Jeg var et andet sted nu. Selve den kraft og væren, som var livet i mig, havde forladt mig. Jeg havde mistet det eller rettere fortabt det, sådan føltes det … Nu kommer det, tænkte jeg. Nu er jeg syg.