SOM DET KAN SIGES [175] OM FEMICIDES, OM KRISTEN-FORFØLGELSE … OG OM ET MANDE-HAREM
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Kristeligt Dagblads Birthe Pedersen skriver fra Frankrig om retssagen mod 41-årige Valérie Bacot, som blev fængslet men senere frigivet i forbindelse med drabet på sin mand, som havde misbrugt hende siden hun var 14 år: Hele Frankrig har fulgt retssagen, som har sat fornyet fokus på ’femicides’ i Frankrig, det vil sige kvindedrab begået af ægtemænd eller kærester. Hver tredje dag dræbes en kvinde i Frankrig af sin partner – som oftest som kulminationen på flere års vold.
Redaktionschef Jeppe Duvå i en leder i Kristeligt Dagblad om en ny udviklingsstrategi, der bør straffe kristenforfølgelse med nul bistand: Kristne er ifølge flere opgørelser den religiøse enkeltgruppe, hvis medlemmer på verdensplan er udsat for det mest omfattende pres. Presset udøves primært af muslimske, men også af et hinduistiske, buddhistiske og i sjældnere tilfælde militant-sekulære flertal mod det kristne mindretal.
Sangeren og singlen Gitte Hænning i Matilda Lyager Hanscombs 75 års fødselsomtale i Kristeligt Dagblad om ikke at have en livsledsager: Det kunne være skønt at have et harem af husmænd. En mand til forskellige ting. For eksempel mit musikanlæg, som jeg slet ikke rører ved, fordi jeg ikke kan finde ud af det. Eller én til at lave mad for mig. Og én at tale intellektuelt med. Og én at filosofere med. Eller én at gå på udstilling med. Eller udflugt. Hvad ved jeg.