SOM DET KAN SIGES [179] OM FABRIKSARBEJDE, OM AT TRÆKKE VEJRET … OG OM POLITIK

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

I følge Maja Funch i Kristeligt Dagblad var det Bruun-slægten, der stod bag den første automatiserede klædefabrikation i Danmark i starten af 1800-tallet. Ifølge fabrikkens årbog noteres omkring den nødvendige import af arbejdskraft bestående af tyske jøder og franske huguenotter: Thi den lokale danske arbejdskraft kunne ikke finde sig i stadigt arbejde fra kl. 5 om morgenen til kl. 8 om aftenen …. en mental overvindelse skulle overvindes, så danskerne kunne omstille sig fra arbejdsrytmen i det naturbundne landbosamfund til industriens faste tider ved maskinerne. For at nå dét mål skal børnene knyttes tidligt til fabrikken. [I 1827 var 24 ud af 67 arbejdere på Bruunshåb Klædefabrik børn under 14 år.]

Den 65-årige i Paris bosiddende danske sanger og komponist Kasper Winding i interview med Kristeligt Dagblads Trine Lavgesen om at trække vejret dybt fem-ti gange om dagen: Politikere er et virkelig godt eksempel på folk, der glemmer at trække vejret. Hvis de nu engang trak vejret, for eksempel under interview, så ville de ikke sige halvdelen af det sludder, de siger nu, for så ville det pludselig ikke være så vigtigt at have ret hele tiden.

Tidligere V-statsminister Poul Hartling [1914-2000]: Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt.