SOM DET KAN SIGES [185] OM ET SYN OG OM OVERFØRELSESVEJE OG OM VÆRE TÆT PÅ NATUREN … OG OM VACCINETVANG
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Kristeligt Dagblads Else Marie Nygaard refererer Annette Heick i anledning af udgivelsen af hendes erindringer DATTEREN, hvori hun omtaler krisen efter hendes kongelige kokke-mands alvorlige ulykke: Nogle år efter ulykken i Thailand vendte Annette Heick tilbage til landet, hvor hun deltog i et meditationskursus ledet af Henriette Zobel, hvor deltagerne skulle være i stilhed. Under en af meditationerne fik Annette Heick, hvad man kan beskrive som et syn. Hun svævede over stranden, hvor ulykken skete, og så, hvordan ægtefællen lå i vandet som en livløs gople, og hjælperne, der hurtigt var fremme. Og mens hun så ulykken, kom Jesus og tog hende ved hånden og sagde: ”Det er okay”.
Sangerinden Heidi Svelmø i interview med Jannie Iwankow Søgaard i Kristeligt Dagblad om sine oplevelser under sin 11 dage lange koma efter en hjerneblødning, som hun fastholder var en positiv oplevelse: Jeg kan forklare det med, at jeg var på en rejse i min bevidsthed. Fuldstændig som hvis man oplever noget i sit almindelige liv. Jeg gjorde mig nogle erfaringer på samme måde, som når du oplever noget her i livet. Jeg lå ikke og tænkte, at ’nå, nu ligger jeg i koma’ – jeg vidste bare, at jeg var i en oplevelse, som var anderledes end i mit normale liv. Og jeg vidste, at det sted, den tilstand, som jeg befandt mig i, hed ’overførelsesvejene’. Hvor det begreb kom fra, ved jeg ikke.
Laura Kjerstrup Nielsen i Kristeligt Dagblad om at være tæt på naturen: ’Jeg ka’ bedst med åbne vidder. / Nær ved havet vil jeg bo / et par måneder om året, / for at sjælen kan få ro. Sådan lyder de første linjer i den danske oversættelse af Ulf Lundells ’Öppna Landskap’ i Højskolesangbogen. Den svenske sangskriver taler til det moderne menneskes behov for at finde fred og frihed i mødet med naturen og det åbne landskab.
Peter Mogensen, direktør for den samfundsøkonomiske tænketank Kraka og den ene halvdel af ’Tirsdagsanalysen’ på TV2 News til Kristeligt Dagblads Tine Maria Winther på spørgsmålet om, hvorfor han mener, at hverdagen skal gøres besværligt for dem, der ikke vil vaccineres: Fordi det skylder vi hensynet til kollektivet. Det minder om, da vi besluttede, at nu ville vi ikke have rygning andre steder end i meget små værtshuse. Det var Kim Larsen meget imod, men det er akkurat det samme. Man kan være ligeglad med, om en enkelt person ryger sig ihjel eller ligger i en respirator, fordi man er imod corona-vaccine. Men i det sekund det går ud over os andre, stopper min tolerance.