SOM DET KAN SIGES [190] OM AT DØ, OM STORKEN … OG OM COLOMBO
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Forfatteren Klaus Rifbjerg [1931-2015] i indgangsbønnen i Victor B.Andersens Maskinfabrik nr. 29 april 2004 under rubrikken: ’Jeg går og tænker på’ blandt andet: […] Når man er ung, er man ung, senere bliver man ældre. Det er selvfølgelig ikke alle, der bliver ældre, men mange gør, måske endda de fleste. De andre dør, fordi de bliver syge eller kørt over eller af skræk […].
Formanden for Den Verbale Krystalnat skriver i Victor B.Andersens Maskinfabrik nr. 29 april 2004: Storken er Nærmest Ægypter. Den skal i hvert fald ikke korpulere på min tagryg.
Maskinfabrikanten Victor B. Andersen skriver i Victor B.Andersens Maskinfabrik nr. 29 april 2004 i et brev til bladets redaktør blandt andet: Kære Kenn Andre Stilling. Jeg har været i Danmark et stykke tid, bondegårdsferie på Fyn. Det var mere put end take, må jeg sige, og hønsene var lidt for store, så nu vil jeg hjem til Rom, hvor man kan få ordentlige aviser […] Kun Colombo ser jeg i fjernsynet, og ham så jeg også på Fyn. Men det virker hel forkert på amerikansk, og de danske undertekster forstå jeg ikke så godt mere. Colombo skal ses i Rom. Han er jo italiener, og vi er omtrent lige gamle. Det er fantastisk, at den frakke har holdt i så mange år. Det viser, at hans bagland er i orden, men det siger selvfølgelig også en del om de ændringer, der gennem årene er sket også i tekstilbranchen.