MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Den storsælgende, 72-årige walisiske forfatter Ken Follett i forordet til sin nyeste roman ’Aldrig’ fra 2021: Da jeg i sin tid researchede til min roman ’Giganternes Fald’, blev jeg chokeret over at erfare, at Første Verdenskrig var en krig, som ingen ønskede. Ingen europæisk leder på nogen af siderne havde noget forsæt om at gå i krig. Gang på gang traf kejsere og statsministre dog beslutninger ­– logiske, moderate beslutninger – der hver for sig førte verden et lille skridt nærmere den værste konflikt, den nogensinde havde befundet sig i. Jeg endte med at betragte Første Verdenskrig som en tragisk ulykke. Og så begyndte jeg at spekulere: Kan det ske igen?

Besættelsens magtfulde, men ukendte frihedskæmper Jutta ’Storfyrstinden’ Graae, skriver under Anden Verdenskrig til modstandsmanden Volmer ’Volle’ Gyth fra Hærens Efterretningssektion om modstandsmanden og efterretningschefen Ejnar ’Nielsen’ Nordentoft gengivet i Trine Engholm Michelsens bog ’Storfyrstinden’ fra 2021: Nielsen har været bange i nogen tid for at få et tilbagefald [med gigtfeber]. Her var sådan en svingende temperatur, så han havde ondt i alle lemmer og så elendig ud, men efter i sidste uge at have været ude til en større middag, blev han fuldstændig rask … Sprit er godt både udvendig og indvendig.

Bo Tao Michaëlis citerer i sin biografi: ’Hemingway – En mand og en myte’ fra Noel Riley Fitchs ’Hemingway i Paris’: En regnfuld dag i 1957 så Gabriel Garcia Márquez, forfatteren til ’100 års ensomhed’, Hemingway gå på den anden side af gaden iført cowboybukser, skovmandsskjorte og basketballkasket … [han så] så levende ud blandt alle antikvariaterne [på Boulevard Saint-Michel]. Den 28-årige colombianer, dengang journalist og forfatter til én roman, skulle selv en dag få Nobelprisen i litteratur. I stedet for at ødelægge øjeblikket ved at bede om en autograf eller komme med oversvømmende hyldest, tog Márquez sine hænder op til munden som en tragt og råbte: ”Maaaeeestro!”. Den 59-årige forfatter vendte sig om, hilste med hånden og råbte på castiliansk ”Adiooos, amigo!” Det var den eneste gang jeg så ham. Márquez’ erindringsbillede er måske det sidste registrerede glimt af Hemingway i Paris’ gader.