MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Forfatteren Birgithe Kosovic på Kristeligt Dagblads Nevine Reenbergs spørgsmål ”Hvor ser du sine forældre i dig selv?”: Jeg ser meget af min far i mig selv. Han havde et voldsomt temperament, og selvom jeg ikke har det så meget som ham, kender jeg til vrede. Nu er vrede ok […] men jeg har tænkt på, om jeg har arvet hans nervesystem, for jeg har opdaget, at når jeg bliver vred, så kan det føles ligesom elektricitet fra brystet og ned til knæene, det tager vejret fra mig, og det er samtidig panik. Min mor er et meget sødt menneske. Hun er den klassiske urmoder, og jeg må tilstå, at jeg virkelig gerne vil være sød, men jeg har for meget uro.

Den konservative debattør og forfatter Jesper Støvring i Kristeligt Dagblad om krigen i Ukraine: Rusland kunne blive styrtende rige på at sælge gas til Vesten, men valgte i stedet at gå i krig og sætte den velstand over styr. Derudover bryder Rusland en af de allermest elementære regler i de internationale institutioner, nemlig folkeretten.

Journalist Michael Kuttner i Kristeligt Dagblad i sin anmeldelse af bogen om den engelske radiostation BBC i anledning af stationens 100 år: Den, der skriver disse linjer, har lyttet til BBC i halvdelen af hans levetid. Som ung var det en adgang til verden. Som korrespondent var den uundværlig, fra Nordirland til New Delhi. Det drejede sig ikke bare om nyheder. Det var guldstandarden for, hvad der var væsentligt, når man ser det hele fra oven. En tysk station vægter Tyskland højest, en amerikansk har næsten kun øje for USA, og i danske radioaviser er væsentlighedskriteriet mere eller mindre afskaffet, så stort og småt blandes og tilsættes jingles – små melodier – fordi man ikke tror, at lyttere kan koncentrere sig mere end 30 sekunder ad gangen.