SOM DET KAN SIGES [208] OM KRISTENDOMMEN, OM AT TRO … OG OM SOLEN

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Forfatteren og sognepræsten Kristian Ditlev Jensen i interview med Niels Hein til Kristeligt Dagblad: I stedet for at være en lovreligion, hvor man stræber efter kosher eller halal, handler kristendommen om at leve med fejl.

Forfatteren og sognepræsten Kristian Ditlev Jensen i Kristeligt Dagblad: Jeg tvivler selv meget og hele tiden, men det ødelægger ikke min tro. Det styrker den. Vi skal hamre på troen for at se, om den holder. Og det gør den. Min gør i hvert fald. Den hviler urokkeligt i min usikkerhed.

Den indiske IT-ingeniør Amandeep Midha efter otte år i Danmark i interview med Camilla Klarskov i Kristeligt Dagblad: … til gengæld var det meget underligt for sådan én som mig, der er vokset op med konstant aircondition, at opdage, at der i Danmark ikke er aircondition særligt mange steder. Det har jeg især lagt mærke til på mit arbejde. Her er det til gengæld intet problem at have shorts på til et møde. Jeg har boet i New York, og der kunne det altså ikke falde nogen ind at iføre sig shorts på arbejdet, ligegyldigt hvor varmt det er, men i Danmark er det helt normalt … Fordi vejret kan være meget gråt, føles det som et stort privilegium, når vejret bliver godt. Man ser så mange glade mennesker, og jeg oplever, at danskerne er mere snakkesalige og åbne, når først solen skinner.