SOM DET KAN SIGES [210] OM AT SIGE FARVEL, OM AT VÆRE VENDELBO … OG OM AT HADE
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Povl Dissing døde 18. juli 2022, 84 år gammel. I dødsannoncen citerer hans hustru Pia Shakespeare: Nu brast et ædelt hjerte, godnat min prins, må engleskarer synge dig til ro.
Uffe Ellemann-Jensen [1941-2022] om sin hustru Alice Vestergaard: Alice er vendelbo, og derfor er hun ikke til at blæse omkuld. Hun har altid virket som fornuftens anker i vores liv.
Kunstneren og forfatteren Kaspar Kaum Bonnén, søn af billedhuggeren Peter Bonnén [1945-2022], i sin roman BAG OM MIN FAR fra 2020: Nu er min far gammel. Han har en trykken bag øjet og frygter, at det er kræft. Hans frygt for sygdomme er ikke faldet med alderen, tværtimod. Han burde have forstået og accepteret de valg, han har taget, og han burde, ikke kun for min, men også for sin egen skyld, have formuleret for mig hvorfor han ikke magtede os. Sandheden kan være barsk, men falskhed er ubærlig, den stadige løgn overfor sig selv. Jeg er selv blevet gammel. Jeg ønsker at forsone mig. Jeg er træt af det had, jeg har båret på så længe.