SOM DET KAN SIGES [216] OM FORFØLGELSE, OM KVINDEMAGT … OG OM SOCIAL KONTROL

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Journalist Gerd Kieffer-Døssing i Kristeligt Dagblad: Oprørsgrupper i Afrika samarbejder i stigende grad med islamistiske terrorgrupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat. I januar i år udgav missionsorganisationen Open Doors sin årlige World Watch List, der overvåger forfølgelse af kristne globalt. Her lød konklusionen, at antallet af angreb var på sit højeste i 30 år – i 2021 blev 5.898 kristne slået ihjel af trosrelaterede årsager. I toppen af statistikken ligger Asien, hvor 40 % af de kristne oplever at blive forfulgt som følge af deres tro, men Afrika, hvor det gælder hver femte kristne, følger godt med. 18 ud af de 50 lande, hvor hetz og angreb mod kristne er værst, er således afrikanske.

Den 49-årige forfatter Lars Frost i Morgenavisen Jyllands-Posten: Jeg bliver betragtet som et midaldrende svin. Man får hverken lov til at forsvare eller forklare sig … Vi har prøvet med ét køn, der sad på magten. Det duede ikke. Det er jo ikke engang mændene, kvinderne er misundelige på. De vil have de privilegier, som tilhører den øverste ene procent af befolkningen. Man får det til at lyde, som om alle mænd har levet som Ludvig den Fjortende. Det er absurd.

Forfatteren og politikeren Henrik Dahl til Kristeligt Dagblads Thilde Thordahl Andersen i forbindelse med sin bog ’Hvis min nabo var en bil’: Da jeg var ung, var der for eksempel ikke nogen i min omgangskreds, der sagde, at ABBA var gode, vel? Og vi vidste jo alle sammen godt, at ABBA var gode! Men man er altid i et miljø, hvor der er en eller anden grad af social kontrol over, hvad det er tilladt at mene og gøre.