MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

TV2s krigskorrespondent Rasmus Tantholt i sin erindringsbog VERDEN ER STADIG NY: Min far døde cirka et år efter skilsmissen. Det var i 1987. Jeg var 13 år og gik i syvende klasse på N. Kochs Skole. Jeg skrev en fristil om ham det år, som hed ’Vidunderbarnet’: ”Jeg savner ham meget. Nu er det over tre år siden, at han døde. Han var altid sød mod mig og min lillesøster … Min mor ville, forståeligt nok, ikke have, at vi var henne hos ham, når han var fuld. Så sagde hun til mig, at jeg skulle sige, når han var fuld, og så kunne vi komme over til hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg ville helst ikke have, at min mor blev sur på min far, og desuden havde min mor kun forældreretten over min lillesøster, og så kunne hun tage hende med hjem. Men jeg ville ikke skilles fra min lillesøster, heller ikke fra min far eller mor. Hvad skulle jeg gøre? Jeg valgte at lade være med at fortælle noget til min mor, sådan at vi blev ved med den samme ordning […] John døde natten til 10. oktober 1987. Han blev kørt over af et tog ved Lundby Station. Ingen ved præcis hvordan det skete, men en ting er jeg sikker på, for jeg er nok den person, der kendte ham bedst her i verden, og det er, at det ikke var selvmord. Det ville han aldrig kunne finde på. Han havde jo mig og Mathilde …”

Professor i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet Morten Kynderup udtræder til januar af Ny Carlsbergfondets bestyrelse efter 16 år i interview med Lærke Schmidt Fallesen i Kristeligt Dagblad: Vores møde med kunsten har altid fascineret mig. Både i praksis og som forskningsmæssigt mysterium. Det enestående ved kunsten er jo, at vi alle er lige i mødet med den. Man har ikke mere eller bedre syn som kunstprofessor som alt muligt andet. Det enkelte værk vedrører netop mig, og jeg har lov til at mene om det, hvad jeg vil.

Journalisten og forfatteren Samuel Rachlin i sin internationale kommentar i Berlingske: Ansporet af Putin og nogle af hans mest krigeriske og nationalistiske kræfter i og uden for administrationen er begejstringen for krig blevet suppleret af en dødskult. Den går ud på at fortælle, at russerne er gode, faktiske de bedste, til at lide og leve med afsavn og smerte […] Allerede tilbage i 2014 citerede Putin et gammelt ordsprog ved et af sine folkemøder efter annekteringen af Krim: ”Når vi står sammen, er selv døden skøn”.