MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Journalisten og tv-værten Mette Bluhme Rieck i Kristeligt Dagblad om et vendepunkt i livet, hvor hendes mor dør, da hun er 25 år: Man må godt have det svært med død og sygdom, det kan jeg sagtens forstå, men jeg oplevede en enorm berøringsangst, som jeg havde svært ved at tilgive, selv om det lyder hårdt … Da min mor skulle synges ud fra hospice i Esbjerg, stod der pludselig en bekendt fra mit vollyballhold i Aarhus. Og jeg sagde: ”Jamen, jeg skal noget hele dagen, og hele min familie er her”, og så sagde hun: ”Det er lige meget, jeg står bare herovre i hjørnet, i tilfælde af at du får brug for mig”. Hun var der bare, og det stadigvæk noget af det smukkeste, nogen har gjort for mig.

Den engelske skuespiller David Niven [1910-1983] om skuespilleren Claudia Cardinale [*1938], som han spillede overfor i filmen ’Den Lyserøde Panter’: Italiens bedste opfindelse siden spaghettien.

Litteraten Lars Handesten i sin klumme ’tidens tegn’ i Kristeligt Dagblad under rubrikken ’Livslange kvababbelser’: I flere generationer har de fleste af os her i Danmark ikke oplevet materiel sult og fattigdom, men måske nok åndelig. På det åndelige område hersker der rådvildhed og tvivl. Der er en vej, og der er ingen vej. Der er et mål, og der er intet mål. Der er en tøven, der aldrig holder op, og der er spørgsmål, som aldrig bliver besvaret. For så vidt stikker jeg i ungdommens uoverskuelige problemer. Og hvis det ikke holder op, må der engang stå på min gravsten: ”Her hviler en mand, som alt i alt havde et godt liv, men som aldrig fattede pointen”.