SOM DET KAN SIGES [239] OM BANDEKRIG, OM VOLD, OM MERE VOLD – OG OM ET SVERIGE PÅ VEJ NED
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Journalisten Diamant Salihu i interview med Kristeligt Dagblads Johan Varning Bendtsen i forbindelse med hans bog ’Når ingen lytter’ om det voldsplagede Sverige: Vi står midt i en landsdækkende guerillakrig.
Journalisten Diamant Salihu i interview med Kristeligt Dagblads Johan Varning Bendtsen: Svenske kriminelle med udenlandske rødder er begyndt at gøre sig bemærkede i udlandet. I Grækenland, Holland, Marokko, Tyrkiet og Sydamerika – men først og fremmest i Spanien. På et tidspunkt befinder mere end 200 svenske kriminelle sig omkring Solkysten og selv om personer fra hele verden vil have en bid af det europæiske marked, skiller svenskerne sig ud. ’Los Suecos’ er mere brutale end noget, spansk politi tidligere har set. I Marbella blev en mand henrettet under sin søns konfirmation. I Mijas fandt politiet to personer i en lejlighed, hvoraf den ene var bundet og stukket med kniv. Den anden var kvalt og skudt ihjel.
Journalisten Diamant Salihu i interview med Kristeligt Dagblads Johan Varning Bendtsen: De fleste troede, at alt ville blive roligt. Men i stedet blev det kaos. En søster til en, der blev myrdet kort efter, fortæller, hvordan de kriminelle begyndte at opføre sig som hovedløse høns. Nu har vi teenagere, der render rundt med automatvåben. Og ingen overvejer konsekvenserne af deres handlinger … En central del af forklaringen er, at man har fjernet stort set hele det ledende lag fra gaden … Den sidste rest af struktur, som fandtes, er forsvundet. Hovedet blev kappet af uhyret, men man åbnede samtidig en Pandoras æske, og i løbet af 2023 er konfliktniveauet eskaleret. 2023 har været præget af vold på et niveau, som Stockholm ikke tidligere har set.
Journalisten Diamant Salihu i interview med Kristeligt Dagblads Johan Varning Bendtsen: Sverige er et samfund, som skader sig selv, og som har skadet sig selv rigtig længe.