MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Sognepræst Jesper Bacher i sin mediekommentar i Kristeligt Dagblad: På den anden side er islam blevet en uhyggelig magtfaktor i Frankrig, skolevæsenet intimideres i religionens navn, og hele bydele omtales som ’republikkens tabte territorier’. De regnes ganske vist bare som tabt til religiøse fundamentalister, men også socialt og økonomisk, ligesom radikaliseringen og forråelsen sker i flere lejre og grupper. Den franske præsident Emmanuel Macron har ligefrem talt om en de-civilisationsproces i Frankrig i denne tid, selv taget i betragtning at mediernes billede kun er en del af et større billede.

Ariana Neumann i sin bog DA TIDEN GIK I STÅ om sin 24 personer store jødiske familie, hvoraf kun fire overlevede Anden Verdenskrig: I maj 1939 blev det forbudt jøder at besidde våbentilladelser; i juni blev jødiske elever smidt ud af de tyske skoler, og i juli var der love, der erklærede, at jøder var bandlyste fra retssystemet, fra at tjene som advokater, lærere og journalister. I samme måned blev vedtaget et dekret om, at ikke-ariere skulle registrere deres ejendele, deres huse, deres biler, deres bankkonti, deres guld, deres smykker og deres kunst. I juli blev der vedtaget love, der gjorde, at jøder kun måtte sidde i separate, jødiske områder på restauranter. I de følgende uger blev de udelukket fra svømmebassiner. De måtte ikke opholde sig i parker, biografer eller teatre. De måtte ikke rejse uden tilladelse. De skulle indlevere deres kørtkort – og siden også deres biler og cykler. Deres radioer. Deres kameraer. Deres frimærkesamlinger. Deres symaskiner. Deres paraplyer. Deres kæledyr.

Den tjekkiske teaterinstruktør Norbert Fryd [1913-1976], der blev deporteret til Theresienstadt i august 1943 og overlevede krigen skrev ifølge Ariana Neumann: Hvis Theresienstadt ikke var selve helvede, som Auschwitz var det, så var det helvedets forgård. Men kultur var stadig muligt, og for mange var denne afsindige klyngen sig til en nærmest overvældende kulturproduktion den sidste forsikring. Vi er mennesker, og vi bliver ved med at være mennesker, på trods af alting!