SOM DET KAN SIGES [256] OM DANSKERNES JØDEHAD, OM DEN AFSLAPPEDE DANSKE KULTUR – OG OM EN SPECIEL BØN

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Kathrine Maria Amann i klummen ’tidens tegn’ i Kristeligt Dagblad: Antisemitismen er eksploderet herhjemme den seneste tid. Jødiske lærere, der oplever dødstrusler og heilen i timerne. Skolebørn, der får ridset hagekors i deres borde. Hærværk mod jødiske monumenter og mindesten. Og i forbindelsen med markeringen af Krystalnatten i november sidste år kunne også overrabiner Jair Melchior berette om et ganske umotiveret overfald en sen aften på Sydhavns Station i København, hvor han blev spyttet på og skubbet til, fordi han bar sin kippa.

Sognepræsten Heidi Røn klummen ’signatur’ i Kristeligt Dagblad: Jeg bad engang et hold konfirmander formulere en bøn. Den korteste bøn ramte mig mest: ”Tak, Gud, at jeg er født i Jylland”.

40-årige ukrainske data-tekniker Gennar Varyvod som flyttede til Danmark i 2012 til Kristeligt Dagblads Frida Holm Nim om dansk kultur: Noget jeg har fået øjnene op for er foreningslivet i Danmark, i Ukraine var frivillighed ikke en del af kulturen, men her er  jeg både frivillig spejderleder og gymnastiktræner … danskerne er meget bevidst om deres kulturarv, og som landbrugsarbejder blev jeg inviteret til høstfest, hvor vi sang ligesom mine sønner, der også synger i skolen. Det er hel vildt, at alle kender de gamle, danske sange. Kulturen her er afslappet, og jeg fik et chok, da jeg oplevede, at danske præster giver hånd til alle i kirken.