SOM DET KAN SIGES [270] – OM ATOMKRIG, OM DET DER ER BAG VED HIMLEN – OG OM BØRNEOPDRAGELSE
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Sven Holm i efterskriftet til sin roman TERMUSH, ATLANTERHAVSKYSTEN fra 1976, men genudgivet i en lang række lande i 2023 fra forlaget Gyldendal om livet på et sikret rigmandshotel efter en atomkrig: De første tegn på Termush, Atlanterhavskysten var titlen. Den opstod en dag i 1963 i tåge ved Dueodde på Bornholm. Fyret hylede fordi det ikke kunne ses, og jeg oplevede det, som om at det ikke længere kunne advare andre, men selv søgte ud, væk fra det øde, lukkede område …
Forfatteren Janne Teller i 60 års fødselsdagsinterview med Kristeligt Dagblads Trine Lavgesen om at beskrive en scene fra barndommen: Jeg har en storesøster, der er tre år ældre og stik modsat mig. Jeg har nok været fire år, da jeg spurgte hende: Hvor ender himlen? Hun svarede, fordi sådan er min søster: Den ender i en mur. Det stillede jeg mig tilfreds med i en halv time, inden jeg kom tilbage og spurgte: Hvad er der på den anden side af muren? Jamen, der er bare mur, sagde hun. Jeg havde mareridt i årevis om tanken om, hvad der sker, når jeg kravler op på toppen af den mur. Hvad ligger der på den anden side? Med det spørgsmål går jeg til alting i verden.
Psykologen Marie Tolstrup i interview om børneopdragelse med Kristeligt Dagblads Elisa Norgaard Mortensen: Det er, som om det er blevet negativt at irettesætte og egentlig opdrage i den forstand, at man beder børnene om at gøre noget andet, end hvad de har lyst til. Opdragelsen har fået et dårligt ry og er blevet ildeset, fordi det bliver vægtet højere, at barnet selv skal have lov til at være medbestemmende i en grad, som ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt for dem […] men børn er børn, og nogle gange skal de faktisk lære at gøre, hvad der bliver sagt.