SOM DET KAN SIGES [279] – OM NÆRDØDSOPLEVELSER, OM EN KONKRET NÆRDØDSOPLEVELSE – OG OM REDEBYGGERI
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Journalisten og forfatteren Laura Engstrøm i Kristeligt Dagblad under rubrikken ’Døden er stadig et mysterium – Hvad skyldes de mange nærdødsoplevelser?’: Når man dør, svæver man gennem en tunnel, ser et lys og møder sine afdøde slægtninge. Man kommer ind i en anden sfære, hvor virkeligheden føles mere virkelig end virkeligheden selv. Alt er kærligt, guddommeligt, ja, faktisk er alt så anderledes let og lyst, at man har svært ved at sætte ord på det. Det er sådan, de fleste, der har haft en nærdødsoplevelse, beskriver det.
Journalisten Signe Wenneberg til Kristeligt Dagblads Camilla Klarskov: Min første oplevelse af livets storhed kom, da jeg som 17-årig var ude for en trafikulykke og svævede mellem liv og død. Mens jeg så situationen oppefra – mig selv, blodet bilen, månelyset og snevejret – fik jeg et glimt af efterlivet og fornemmede mine afdøde bedsteforældres tilstedeværelse
Skuespiller Nicolai Jørgensen til Kristeligt Dagblads Trine Lavgesen: Da jeg var barn, troede jeg, at jeg skulle overtage mit barndomshjem. Jeg var en rigtig redebygger, og jeg gik og lavede planer for, hvordan der skulle se ud, og jeg kunne godt tænke mig at lave en udbygning og en overetage. Jeg spurgte tit, om mine forældre havde fundet noget nyt at bo i til den tid, når jeg skulle overtage det. Min mor grinede altid bare. På et tidspunkt prøvede hun at forklare mig, jamen, Nicolai, du skal jo ud og have dit eget. Jeg kunne ikke forstå det, min verden var bare ikke større … og jeg har ikke været bange for at dø siden.