SOM DET KAN SIGES [77] om EUROPÆISKE FATTIGFOLK og AT DRÆBE PUTIN … OG OM DE SKØNNE RUSSERE


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Pavel Felgenhauer, militæranalytiker, journalist på den Moskva-baserede liberale avis Novaja Gaset i et interview med Marie Krarup i hendes bog NY KOLD KRIG: De folk der leder de europæiske lande er fattigfolk sammenholdt med russerne. Rusland er ledet af milliardærer. Den eneste person, der kom i nærheden af deres niveau, var Silvio Berlusconi, der også er milliardær. De russiske ledere kan ikke forstå, hvorfor disse europæere, der nærmest ikke har noget, ikke vil acceptere russisk bestikkelse og indflydelse. Taktikken er klassisk KGB: Tilbyd det søde liv til Europas ledere, og betal dem måske nogle penge, og så vil de føre Europa ind i Ruslands favn.

Pavel Felgenhauer, militæranalytiker, journalist på den Moskva-baserede liberale avis Novaja Gaset i et interview med Marie Krarup i hendes bog NY KOLD KRIG: Ifølge generalstaben [den russiske] har amerikanerne to misilforsvarsbaser i Europa. ­Én i Polen til at få ram på Putin, når han er i sin datja i Moskva, og én i Rumænien til at ramme ham, når han er i Sotji. Han bruger omkring halvdelen af året i Sotji; det er Ruslands anden hovedstad. Putin ser spøgelser. Han tror, at Vesten investere en masse penge i at få dræbt ham personligt, ligesom de dræbte Saddam, Milosevic og Gaddafi. Nu er de efter ham. Det tror han 100% på.

Mette Skak, lektor, Rusland-ekspert, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet i et interview med Marie Krarup i hendes bog NY KOLD KRIG: Rusland er kendetegnet ved militarisme og vilje til magtanvendelse. Antagelig er der en slavementalitet som levn fra GULag. Jeg vil dog tilføje, at jeg skylder russere tak for nogle af mit livs skønneste og skøreste oplevelser; de kan nemlig også være ret fandenivoldske. Det fejlslagne augustkup i 1991 og senest den landsdækkende protest 26. marts 2017 mod korruption og råddenskab i toppen af Rusland viser, at der er grænser for, hvad de finder sig i. For eksempel har min aarhusianske kollega Jeremy Morris påvist, at de russiske arbejdere egentlig ikke er dovne, blot lægger de mere sjæl i arbejdet med køkkenhaven, fordi konjunkturerne ifølge deres erfaringer fra det rædselsfulde 20. århundrede let kan vende tilbage og sulten stå for døren.