AFBRYDENDE NYHED: SPAR I GUDHJEM LUKKER IKKE … [OPDATERET 10/4 16:54]

Sådan ser dagens topnyhed ud på bornholm.nu. Foto©JørgenKoefoed.

DER GIK CHOKBØLGER gennem Gudhjem, da net-avisen Bornholm.nu her til morgen kunne fortæller deres læsere, at Spar-butikken i Gudhjem skulle omdannes til fire/seks ferielejligheder.

Heldigvis er det ikke rigtigt – i hvert fald ikke inden for de næste ti år.

Ejeren Egon Jensen forklarer til Bloggen:

”Da min hustru og jeg for lidt over et år siden overtog butikken i Gudhjem 100% fra Jørgen Larsen ville vi undersøge forskellige muligheder for bygningen. Når vi en dag går på pension og butikkerne i Åkirkeby og i Gudhjem skal sælges, hvad ville der så ske, hvis køber af den store butik i Åkirkeby ikke også ville have den mindre med i Gudhjem. Derfor sendte vi dengang en forespørgsel til kommunen, om det var muligt på et tidspunkt at omdanne hele bygningen til ferielejligheder. I forvejen er der jo privatejede ferieboliger øverst. Det er således ikke noget, vi påtænker lige nu og kun, hvis vi ved indgangen til pensionist-tilværelsen om ti-tolv år ikke kan komme af med butikken.”

BLOGGEN: Det vil berolige folk i Gudhjem en del. Der er jo ikke alene en bid extra vej til Dagli’Brugsen, men også med en kommende overbefolkning om sommeren, men SPAR-butikken er jo faktisk blevet lidt af en super-butik. I har fået en masse gode varer; fx forskellige slags fisk – ganske vist frossen – men også nogle fantastiske æble-timian-sild, andelår og lammekoteletterne ikke at forglemme. Desuden fremstår butikken altid meget velordnet. Varer bliver trukket frem på hylderne, så man ikke skal ned og kravle på gulvet, for at se om en vare gemmer sig bagest på hylden. Her kun konkurrenten tage ved lære.

EGON JENSEN: Tak for roserne! Jeg har altid sat en ære i, at mine butikker fremstår pæne og overskuelige. Desuden kører der i øjeblikket en konkurrence mellem landets 180 SPAR-butikker om hvem, der sælger mest økologisk i forhold til det øvrige salg. Her ligger vi faktisk lige nu i spidsen.

NEJ FRA KOMMUNEN

Ved mødet 8. april i Økonomi-, erhvervs- og planudvalget blev Egons ansøgning afvist. Man henviste til den gældende lokalplan, hvor det ikke er tilladt at opføre flere sommerhuse eller ferie-lejlighder i Gudhjem – kun helårshuse.