SPAR PENGE VED SOMMERLUKNING AF DIT VARMEANLÆG

DU KAN SPARE 3-5% af energiforbruget eller ca. 1.000 kroner ved at sommerlukke for dit varmeanlæg.

I Gudhjem har alle fjernvarmeanlæg fået installeret automatik (ude-kompensering) i form af en Danfoss ECL210 eller 310. Den burde være indstillet, så den lukker ned for varmeanlægget, når ude-temperaturen bliver tilpas høj, f.eks. 17 grader.

Hvis ikke der sommerlukkes, taber anlægget varme omkring fjernvarme-unit’en, og typisk cirkulerer der lidt centralvarmevand i rør i kældre og i gulve med videre, som så også taber energi. Er dit hus med 1 strengs centralvarme, ja, så cirkulerer radiatorvandet uanset om radiatortermostaterne er åbne eller lukkede, og det medfører et markant energitab. Så her er det ekstra vigtigt at få lukket for anlægget.

Hvis du åbner for dine radiator-termostater og går ud til din fjernvarme-unit, kan du prøve at mærke på dine radiator-rør om de er varme, når det nu bliver sommervarmt uden for. Hvis rørene er varme, skal du få justeret din ECl210, så den lukker, så snart det er muligt. Det er lidt forskelligt fra hus til hus hvor tidligt på sæsonen man kan lukke for anlægget.

Når det bliver efterår, så bør ECL210 selv åbne for anlægget igen, men gør den ikke det, må man få assistance af en fagmand eller for de nørdede prøve at læse manualen.