STAMMERSHALLE BADEHOTEL SOLGT

Stammershalle Badehotel er et af Danmarks foretrukne badehoteller, hvor både de lokale, men også gæster fra hele verden, kommer igen år efter år. Foto©LöweBruunBornholm.

HVAD DER IKKE LYKKEDES for mæglerfirmaet Home gennem mere end et år er nu lykkedes for Löwe Brunn Bornholm på mindre end en måned. Og faktisk var der flere interesserede købere til det velrenommerede badehotel.

Det bornholmske badehotel fra 1828, Stammershalle Badehotel, højt placeret mellem Allinge og Gudhjem på Bornholms østkyst, blev sat til salg gennem ejendomsmægler Löwe Bruun Bornholm 19. marts 2021, og i dag blot en måned efter er alle hotellets ansatte blevet præsenteret for de nye ejere. Badehotellet skriver sig med sin arkitektoniske fremtoning ind i historiebøgerne som stedet, hvor det finere borgerskab fra København søgte til for at få frisk luft, ro og havbad. I dag hører Stammershalle Badehotel til eliten af danske badehoteller, og allerede kort efter at nyheden om at badehotellet blev til salg, kom de første henvendelser fra interesserede købere.

Badehotellets nuværende ejere, Henriette Lassen og Henrik Petersen, har ejet stedet siden 2011, hvor de har ført det gamle og nedslidte badehotel tilbage til dets storhedstid. Hotellet har i dag 15 distinkte værelser og råder over 50 indendørspladser med mulighed for servering på to forskellige udeområder.

Det var med blandede følelser, at hotellets nuværende ejere allerede for halvandet år siden satte badehotellet til salg gennem erhvervsmægler Home. Da parret ikke følte at nyheden om, at de ønskede at sælge deres fantastiske badehotel, var nået ud til særlig mange, valgte de derfor i marts i år, at Bornholms nye ejendomsmægler Löwe Bruun Bornholm, skulle stå for salget.

FEM VILLE KØBE

Efter tre uger var der hele fem hold, der havde tilkendegivet, at de ville købe hotellet, og efter mange drøftelser er processen endt med et salg til Frederik Cardel Falbe-Hansen.

Stammershalle nye daglige direktør Susanne Vang Søgaard, som hun præsenterer sig på Linkedin. Foto©Susanne VangSøgård.

Susanne Vang Søgård bliver den daglige direktør. Susanne og hendes mand Ulrich Søgård er, som nye værtspar, allerede pr. 6 maj 2021 klar til at starte den nye sæson i tæt samarbejde med Henriette, for herigennem at sikre så gnidningsfri en overgang for alle parter som muligt.

Susanne kommer med en baggrund som selvstændig, hvor hun blandt andet har afholdt vegetariske madkurser med stor succes, og som eventchef i en bank, hvor hun har haft ansvaret for store arrangementer som aktionærmøder, generalforsamlinger og receptioner.

Ulrich fortsætter sin coaching- og konsulentvirksomhed, men er ligeledes klar til at gå til hånde på Stammershalle Badehotel.

De nuværende ejere Henriette og Henrik fortæller om salget:
”Der skal ikke herske nogen tvivl, om at Stammershalle er vores hjertebarn. Ligeså er vores trofaste ansatte og stamgæster. Det har været meget overvældende og en ganske privilegeret position at stå i at kunne vælge, hvem man mest troede på kunne føre dette fantastiske badehotel videre til bedst gavn for vores ansatte, Bornholm og badehotellets gæster. Og vi er ganske trygge ved valget af Susanne og Ulrich, som vi tror på, vil kunne køre hotellet stabilt videre og tilføre ekstra spændende tiltag i både sommer -og vintersæsonen. Vi ønsker de nye ejere alt det bedste”.

Susanne og Ulrich, vil forsætte med at drive hotellet i Henriette og Henriks ånd. Hverken hotel eller restaurantdriften vil blive berørt af salget og både Susanne og Ulrich glæder sig begge meget til at få fyldt badehotellet op med liv og glade mennesker. Og til spørgsmålet om fremtidsvisioner for det historiske badehotel fortæller Susanne og Ulrich: ”Vi ønsker på alle måder at bevare, videreføre og udvikle Stammershalle Badehotel, som det ikoniske badehotel det allerede er i dag. Med afsæt i badehotellets allerede høje standard og udseende ønsker vi at arbejde videre på et lokalforankret badehotel med udgangspunkt i stedets naturlige omgivelser, historie og badehotellets nærmiljø og helt igennem fortræffelige udsigt”.

Stammershalle blev solgt til prisen:  10.000.000 kroner.