ORKAN OVER GUDHJEM

20. oktober 18:15: Når svanerne trækker ind i havnen, er det et tegn på, at NU kommer der storm og orkan … og det gjorde der så sandelig også.
DET GIK VOLDSOMT TIL da Sol Over Gudhjem udviklede sig til Orkan Over Gudhjem. Her var ingen røgede sild og skummende fadøl, men bare ødelæggelser så langt øjet rakte.
Der gik meget i stykker på havnen i Gudhjem. Der røg også tre mand i havnen, da de forsøgte at redde et sejlskib, der havde revet sig løs. Den ene landede på skibet, den anden i vandet, men fik fat i rælingen på skibet, mens den tredje – havnechef Aron Kjøller – blev reddet op ved hjælp af en af de stiger, som han selv havde været med til at installere i sommers. Alle overlevede … ligesom skibet.
Der forestår et meget stort oprydningsarbejde – og en endnu større udbedringsindsats. Flere steder er blevet undermineret.
Mon byen bliver klar til 2024-turisterne? Og hvis ikke, så kan Gudhjem risikere at blive bilfri – men dog ikke turistfri! Fotos©JørgenKoefoed.
DAGEN DERPÅ

Den enlige svaneunge havde forladt forældrene og søgt tilflugt i inderhavnen. Her blev den lullet blidt i søvn dagen derpå.