SUNDHEDSPROFESSOREN FYLDER RUNDT

Professor Bjarne Bruun Jensen har skrevet flere lærebøger om sundhed. Hans seneste opus er den 7. udgave af ‘Forebyggende Sundhedspleje’ som han har redigeret sammen med Susanne Reventlow og Morten Grønbæk og desuden selv bidraget til en række af bogens 34 kapitler. Foto©JørgenKoefoed.

BJARNE BRUUN JENSEN runder de 70 år i dag. Han er ikke alene Gudhjems, men også hele Danmarks Sundhedsprofessor. Måske kender du ham ikke – med mindre du bor i Gudhjem eller arbejder i samme branche som ham. Bjarne er faktisk et af de største navne her til lands – og internationalt – når det gælder om implementering af sundhedsfremme.

Han har i årtier spillet en central rolle inden for forebyggelses- og sundhedsfremme-forskning. En af hans væsentligste styrker er at kunne forenkle komplekse problemstillinger og formulere pædagogiske nøglebegreber. Det har utallige studenter nydt godt af gennem hans omfattende og stringente undervisningsaktiviteter.

Bjarne tog først en kandidateksamen i biologi med speciale i havmiljø og samfundsfag i 1989. Senere blev det til en ansættelse ved Danmarks Lærerhøjskole i Emdrup i København – nu Danmarks Pædagogiske Universitet, som er en del af Aarhus Universitet. Her fik han sin Ph.d. og et professorat i 2002 med fokus på sundheds- og miljø-undervisning

Syv år senere blev han ansat som leder af en nyoprettet afdeling for sundhedsfremme ved Steno Diabetes Center i Gentofte under Novo Nordisk. I dag ændret til Steno Diabetes Center Copenhagen under Region Hovedstaden i Herlev. Her lagde han grunden til et dynamisk forskningsmiljø, som den dag i dag er en central spiller i sundhedsfremme blandt andet inden for diabetesområdet.

Selv om han nu runder de 70 år er han stadig aktiv som konsulent for sundhedskonferencer, undervisning og meget andet.

SUNDHED PÅ BORNHOLM

For nogle år siden gennemførte han på Bornholm det såkaldte SOL-projekt – Sundhed og Lokalsamfund. Det skulle kaste lys over, hvordan børn og unge kan ses som en del af løsningen og ikke kun ses som en del af problemet, når der snakkes om sundhed.             Undersøgelsen viste, at børn og unge faktisk kan være katalysatorer af sundhedsfremme – både i skolen, i familien og i lokalsamfundet. Det kræver bare, at de får den nødvendige respekt, støtte og sparring fra kompetente professionelle!

Fødselslaren var også et vigtigt og særdeles aktivt medlem af den aktionsgruppe, der tidligere på året kæmpede og vandt kampen om de lukningstruede biblioteksfilialer i blandt andet Gudhjem.