SVALERNES SIDSTE HVILEPLADS FORSVINDER
”JEG BLIVER edderspændt rasende, hvis de fjerner de luftbårne el-tråde på Nørresand Havn! Hvis de er væk, hvor skal byens svaler så finde et sted at opholde sig?”
Udsagnet kommer en kvindelig Gudhjem-bo, da hun møder Din Blogger på havnen.
Fruen vil hel sikkert blive rasende lidt senere på året, da der allerede nu er opsat nye lygtepæle, som bliver forsynet med LED-lys, som på resten af øen … og så nedtages de gamle luftledninger.
Men sandt er det, når det sker, vil svalerne mangle deres hvileplads. Om sommeren er el-ledningerne tæt besat af svaler, der flyver frem og tilbage i en glidende strøm. Det syn kommer de havnebesøgende til at savne. Om svalerne flyver til andre luftledninger er spørgsmålet. Måske er Nørresands luftledninger de sidste på øen.
HVOR BLIVER SMÅFUGLENE AF?
De seneste 40 år er en fjerdedel af verdens fugle forsvundet. Det gælder også i Danmark. Antallet af sanglærker, løvsangere og viber er i massiv tilbagegang. Viben er nærmest forsvundet.
Landbruget er en af årsagerne. Der er simpelthen ikke fugls føde i de mange kornmarker i det ganske land. Fuglenes naturlige habitater bliver ødelagt med det store forbrug af pesticider og kunstgødning, men ændringerne i temperaturerne har også en indflydelse.
Heldigvis er svalerne ikke afhængig af at finde føde i det grønne. De er nemlig ikke vegetarer, men indtager kød flyvende, når de napper et insekt. Svalen er også på vældig tilbagegang, men er stadig at finde i store flokke under deres sommerophold i Danmark.








