TIDENS ULEMPER HAR OGSÅ SINE FORDELE [2:2] – LIGE UD AD LANDEVEJEN

DEN SLEMME VIRUS har lagt landene ned – både økonomisk og også rent menneskeligt. Men heldigvis har virussen også sine fordele, såsom renere luft og meget mindre trafikstøj i byerne.

Tag fx nedlukningen af bibliotekerne. Det er ren umiddelbart ikke så godt. Og dog. Nu er den læsende del af befolkningen tvunget til at gennemgå deres bogreoler. Således kan der blive tid til at læse nogle af de bøger, som den gennem årtier har drømt om at læse, men ikke har haft tid til, da den uendelige strøm af nye læsbare udgivelser har placeret sig allerforrest i ’den-skal-jeg-læse-køen’.

DIN BLOGGER har nu fået læst to bøger – og i gang med en tredje – der længe har stået i reolen og råbt: ”Læs-mig!”.

LIGE UD AD LANDEVEJEN

Foto©JørgenKoefoed.

Den første – GALSKABENS KAVALKADE – blev omtalt her på Bloggen i forgårs [13/5] den anden ‘LIGE UD AF LANDEVEJEN – Huskebilleder fra et jævnt og muntert virksomt liv’ af Herluf Jensenius [1888-1966] udgivet på forlaget Rasmus Naver kan du læse om her:

Herluf Ludvig Andreas Jensenius var bladtegner, især kendt fra Berlingske, hvor han var fast tegner fra 1934 til sin død. Han var blandt kendt for sit samarbejde med Viggo Barfoed – kendt som ‘Ærbødigst’ – for sammen med ham at revitalisere den satiriske årbog ‘Blæksprutten’. Oprindeligt blev han uddannet som lærer fra Blågårds Seminarium i 1909, men da han fra barnsben af var udstyret med et gudsbenådet tegnetalent valgte han det sidste som sin levevej. Ikke mindst på grund af hans hustru Ellen Petersen, der sagde til ham: Hellere end glad tegner end en sur lærer.

Han modtog Eckersberg Medaillen i 1936 og Ingenio et Arti i 1947. Den første modtog han for illustrationerne til H.C. Andersens eventyr ‘Skyggen’. I 1958 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Bedst huskes måske hans illustrationer til ‘Peters Jul’. Skuespilleren Katrine Jensenius er hans barnebarn.

Jensenius var en munter mand og var fra barnsben god til at se og huske detaljer livet igen. Det har han skrevet bøger om, blandt LIGEUD AD LANDEVEJEN udgivet i 1958.

Her er starten på fjortende kapitel:

DER VAR SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET

“MIN MEDICINSKE FARBROR, onkel Emanuel, var blevet læge og havde fået praksis i Østermarie på Bornholm, og farmor, der holdt hus for ham, til han skulle giftes, havde fået den fortræffelige idé at foreslå mor at sende mig derover i sommerferien.

En aften lagde mor mig til køjs ombord i båden til Rønne, og næste morgen vågnede jeg ved at høre mit navn blive råbt op. Det var en mig ganske fremmed dame, som boede i Rønne, og som farmor havde bedt hente mig og sende mig videre.

I en fart blev jeg klædt på, og kommen op på dækket så jeg et syn, jeg aldrig glemmer, så kønt og så muntert var det. Hele den lille havneplads foran os var fyldt til trængsel af gule postvogne med knaldrøde kuske. Et lille hundrede år blev man rykket tilbage i tiden, til den H. C. Andersenske rejseform. Ikke en eneste jernbane var der dengang på hele øen.

Den rare dame fik mig i land med samt min vadsæk, og snart blev den rette postvogn fundet i al mylderet og jeg satte mig op på bukken og vinkede farvel.

Og så gik turen gennem Rønnes små idylliske gader ad Østermarie til. Ved hvert poststed, vi kom til, meldte min store rødfrakkede sidekammerat, hvis sprog var mig ganske uforståeligt, vor ankomst ved et lystigt signal på sit messinghorn.

Turen til Østermarie var på tre danske mil altså over toogtyve kilometer, så med de store sindige heste og de adskillige standsninger på vejen, blev det godt op ad formiddagen før vi nåede lægeboligen i Østermarie, hvor den unge doktor med lang regensianerpibe og sin dejlige jagthund tog gemytligt mod sin lille brodersøn.

Og nu oprandt et seks ugers paradis, befolket af søde og glade mennesker, som ikke vidste alt det gode, de skulle gøre for den lille blegnæbbede københavnerdreng.

Farmor så jeg kun til måltiderne, hvor jeg fik et lille repetitionskursus i bordskik og dannede manerer. Ellers for jeg viden om – mest med naboen, som var dyrlæge. Ham kørte jeg med ud i hans gig, til Gudhjem, Svaneke, Østerlars o.s.v. Og der var ikke en form for dyrlægepraktik, jeg ikke kom til at overvære lige fra kastrering af hingstplage til vanskelige kalvefødsler – navnlig det sidste forundrede mig meget og gav mig min hidtil noget vaklende tro på storken sit grundskud.

Af dyrlægen fik jeg lært at køre en hest, fodre den og ride den i marken. Og så var der henne i præstegården en vrimmel af jævnaldrende, som lærte mig de sjoveste lege.

Jo, det var herlige dage i Østermarie. For første gang i min barndom kom jeg til at føre en rask drengs lystige tilværelse i mark og i skov, i stald og lade.

Men ak, hvor længe var Adam i Paradis! En årle morgen stod jeg på bornholmerbådens fordæk, og så med grædende tårer min grå, røgdisede fødeby forude. Og det var en alt andet end glad dreng, mor førte hjem til Amager.

Hele tre gange fik jeg den oplevelse at holde sommerferie ovre på den dejlige ø.”

I SLUTNINGEN AF sin biografi ser Herluf ud i fremtiden. Den foruroliger ham noget, skønt hans betragtninger er nedskrevet midt i 1950’erne. Hvis han havde levet i dag ville han sikkert have sagt: Det er gået værre, end jeg frygtede. Som han skriver:

“OG SÅ HAR JEG altså hist og her afbrudt snakken om mig selv med forsøg på at give lidt tidskolorit ved at berette om skiftende tiders moder, skikke og begivenheder, og nu og da som en Jeronimus sukket lidt over svunden idyl fra gamle dage og vrisset en del over visse moderne foreteelser.

Disse suk og vrisserier har nu ikke været det bare gammelmandspræk, men bunder i en alvorlig ængstelse for, at den megen teknik og mekanisering, der grasserer om os, helt skal tage overhånd. Jeg vil nødig se mine glade unger, vi før så ved det lange søndagsbord, vokse op til at blive MASKINHØNS: ensartede, ensdannede og ensrettede, gjort på samme rugemaskine.

Mon ikke en Rousseaus formaning atter bør følges: Lad os vende tilbage til naturen!”

LIGE UD AF LANDEVEJEN kan købes antikvarisk på fx saxo.com til 123 kroner.

TIDENS ULEMPER HAR OGSÅ SINE FORDELE [1:2] – GALSKABENS KAVALKADE
13. maj 2020