VI KA’ S’GU LI’ DIG, MARGRETHE

Margrethe II portrætteret af Lisa Høyrup. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER I DAG, at Margrethe II runder de 80. Derfor blafrer de røde-hvide flag over hele Gudhjem og mon ikke også i resten at dette Corona-ramte land. Den stort anlagte flere dages fødselsdagsfest er aflyst og Dronningen har bedt sine undersåtter om IKKE at sende hende blomster, men i stedet sende en buket til en af de mange ensomme, der i denne tid føler sig extra forladte. God idé, Magrethe!

Danmarks vordende dronning meldte sig efter studentereksamen i 1960 ind i Studenterforeningen og overværede årets nytårsrevy. Her ses hun sammen med ledende senior, overlæge Halfdan Lefevre og økonomi-senior Preben Holm. Det var ikke første gang, tronfølgeren besøgte foreningen. Allerede da hun gik i 1. G. på ‘Amalienborg Gymnasium’ blev hun af sin lærer, Per Krarup, inviteret til revy. Foto©StudenterforeningensHistorie.

Din Blogger mødte føsselaren, da hun endnu var kronprinsesse. Det skete i forbindelse med Studenterrevyen, som hvert år løb af stablen i februar. Kronprinsessen var i 1960 inviteret både til revy og det efterfølgende nachspiel. Som det er i refereret i ’Studenterforeningens Historie 1950-1980’ af professor Jan Kobbernagel:

”Senioratet Lefevre oplevede den triumf, at Danmarks tronfølger, prinsesse Margrethe, meldte sig ind i foreningen. I februar 1960 overværede hun nytårskomedien BLÅTAND MELDER STORM, og deltog bagefter i en souper med Senioratet og aktørerne. Det var ved denne lejlighed revyens primadonna, skuespilleren Gyda Hansen, chokerede selskabet med en bramfri tale for det nye medlem, der sluttede med ordene: ”Vi ka’ s’gu li’ dig, Margrethe.”

Tronfølgeren blev aldrig nogen hyppig gæst i Studenterforeningen, men kom dog ofte til nytårskomedien, også efter hun var blevet dronning.

Din Blogger deltog i den omtalte souper og sad ved et af de borde, der stødte op til hovedbordet, ganske tæt på den kongelige gæst. Margrethe forlod festen lidt over to om natten og blev sunget ud af lokalet af de deltagende ’Kongelige Mayestaits Acteurs’, som de hed den gang. Det havde været en meget festlig og våd aften, og hvad der imponerede mange var den 20-årige gæsts meget holdbare blære. Men det er måske en del af den kongelige opdragelse: Vinke til folket og at holde på vandet!

MARGRETHE HÆNGER I BIOGRAFEN

I 2005 malede Gudhjems Portrætmaler Lisa Høyrup Dronning Margrethe, Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie sammen med deres familier. 31 portrætter i alt i formatet 30×30 cm. Lisa Høyrup præsenterede portrætterne for Prins Henrik på hans kontor på Amalienborg. Han havde kommentarer til et par af portrætterne. Han mente, at portrættet af hans hustru burde bruges på et frimærke. Henrik viste serien til Dronningen, men hun var kun interesseret i at erhverve portrætterne af børnebørnene. Det kunne ikke lade sig gøre, da det var en samlet serie. Derfor hænger de 31 portrætter i den såkaldte ’Dronninge-loge’ i Scala Gudhjem. Hvis nogen har lyst til at fremvise eller erhverve den exlusive serie, kan man henvende sig til kunstneren. Portrætterne kan også ses på www.lisahoyrup.dk.

Hip-hip til vor kloge Mor fra Bloggen.