TO NYE UDSTILLINGER PÅ GUDHJEM MUSEUM: NATURENS HEMMELIGHEDER OG EN NÆSTEN GLEMT BORNHOLMER-KUNSTNER
DU ER HERMED inviteret til fernisage i eftermiddag. Det sker på Gudhjem Museum mellem 14:00-16:00. Ud over væske med og uden promiller og snacks byder museet på ikke mindre end to udstillinger.
Udstilling nummer 1:
ALENA WILS: NATURENS SKJULTE HEMMELIGHEDER.
Hovedudstillingen i Udstillingshallen er med den russisk-bornholmske kunstner Alene Wils, som viser et halvt hundrede oliemalerier i varierede størrelser. Hun kalder udstillingen NATURENS SKJULTE HEMMELIGHEDER.
Alena er den tredje kunstner, der udstiller på Gudhjem Museum i den såkaldte STAFET. Det er her unge kunstnere med tilknytning til Bornholm får en udstilling – udpeget af sidste års stafet-udstiller. Den første i rækken var Gaia Trampedach fra Østermarie i 2022. Hun gav stafetten videre til Cæcilie Kaas Jørgensen fra Nexø, som således har givet stafetten videre til Alena Wils ligeledes fra Nexø. Og Alena har allerede udpeget næste års Stafet-kunstner, nemlig billedhuggeren Rune Lambrecht fra Svaneke, der som forsmag viser et par af sine skulpturer på dette års udstilling.
ALENA OM SIN UDSTILLING
”Natur og mennesker er knyttet sammen, især på Bornholm. I hverdagens stress og travlhed finder vi lykke og harmoni i naturen. Naturens skjulte hemmeligheder åbner et nyt perspektiv på livet og giver harmonisk kommunikation med dem, der nærmer sig naturen. Folk, der kommer og går, danskere og udlændinge, de leder alle efter et hemmeligt sted på Bornholm, hvor de kan mærke indre harmoni … jeg har mit eget hemmelige sted. Det findes på Bornholm. Bornholm er min inspirationskilde, mine drømme og mine glade dage. Naturen har skjulte eventyr, hemmelige historier og mytologi. Dette har været kilden til flere af mine malerier.”
HVEM ER ALENA WILS?
Alena Wils er af russisk/ukrainsk oprindelse. Hun er født i Sibirien med familie i både Ukraine, Belarus og Polen. Siden 2009 har hun med familie boet i Nexø på Bornholm.
Alena er uddannet på ’Kunst College’ i Irkutsk og på det statslige kunst- og designakademi ’Stieglitz’ i Sankt Petersborg. I Danmark har Alena gennemført fire år på Det kongelige danske Akademi for Arkitektur, Design og Konservering og tre-årig uddannelse på Glas- og Keramikskolen i Nexø. Hun har deltaget i adskillige udstillinger, såvel solo- som fællesudstillinger, bl.a. optaget på flere af Svanekegaardens censurerede udstillinger.
Alena er medudgiver af børnebogen ’Sofus fra Bornholm’ i 2018, og har selv skrevet og udgivet eventyrhistorien ’Nøglen til hjertet ’ i 2019.
Alena Wils har galleri, butik og maleskole Torvegade 2B i Nexø.
Udstilling nummer 2:
AAGE SCHAD: STEGET OP AF HAVET
AAGE SCHAD blev født i 1904. Han levede i 70 år, hvoraf han tilbragte en god bid af sin tid i Gudhjem. I dag er ved at være helt glemt. Det til trods for at han i en periode oplevede stor anerkendelse og berømmelse både i Danmark og i udlandet. Lige nu er der et maleri af en bornholmsk bondegård til salg på Den Blå Avis til kun 1.200 kroner. Ellers er det sjældent, der er noget til salg af ham.
Gudhjem Museum blev i 2022 kontaktet af Casper Schad, som Aage Schad er grandonkel til. Han og den øvrige familie ejer en del værker af Aage Schad, som de syntes burde udstilles i Gudhjem … det var Udstillingsudvalget enige i. Ud over værkerne, som er i familien eje, kommer museets egne ting også frem i lyset.
Det drejer sig om oliemalerier, skitser og ikke mindst nogle af de skulpturer, der gjorde Aage Schad så berømt i en kort periode.
Materialet til skulpturerne er fundet på ture langs kysten og består af grenstumper, trærødder og sten, som er blevet bearbejdet ved lang tid i havet og solen. Aage Schad arbejdede videre med det, naturen allerede havde formet, ved at sætte genstandene sammen på nye måder og i nogle tilfælde også bemale dem. Schad kaldte skulpturerne SKULPTURA ANADYOMENE, som betyder at de er ’steget op af havet’.
Man kunne fristes til at tro, at Aage Schad har mødt Sonja Ferlov [19211-1984], Ejler Bille [1910-2004] og Richard Mortensen [1910-1993], som netop havde en periode, hvor de skabte skulpturer af materialer fra naturen på Bornholm.
FAKTA
NATURENS SKJULTE HEMMELIGHEDER
Malerier af Alena Wils i Udstillingshallen.
Åben fra søndag 24. marts – søndag 21. april 2024
Også åben 2. Påskedag mandag 1. april 2024.
STEGET OP AF HAVET
Malerier, skitser og skulpturer af Aage Schad i Stationsbygningen.
Åben fra søndag 24. marts – søndag 20. oktober 2024
Også åben 2. Påskedag mandag 1. april 2024.
Museet har åbent torsdage, fredage, lørdage og søndage
klokken 13.00-17.00.
Der er fernisering på begge udstillinger med gratis adgang
lørdag 23. marts 14:00-16:00.
DE PERMANENTE UDSTILLINGER
- FIND MOTIVET – malerier fra Gudhjem i gamle dage med bykort, hvor du kan gå rundt i byen og tjekke, hvordan motiverne ser ud i dag
- GUDHJEMBANEN med den fredede station – ude som inde.
- OLUF HØSTs SKITSESAMLING – forstørret på skærm.
- DRONEFILM, der viser hvordan toget har kørt fra Østerlars til Gudhjem.
- SKULPTURHAVEN.
- SOMMERFUGLEMARKEN.
Entré til museet: 50 kr. Der kan betale kontant, med MobilPay eller med betalingskort.
Gratis adgang for mennesker under 18 år og for medlemmer af Gudhjem By- og Museumsforening. Man kan melde sig ind ved indgangen. Det koster 125 kr. pr. næse og 225 kr. for familie på samme adresse. Medlemskabet giver gratis adgang til alle årets udstillinger.
GAVE TIL MEDLEMMERNE: Gudhjem Museum udgav i 2020 en flot bog om Holkahesten i anledning af kunstnergruppens 20. udstilling. Spørg efter den hos billettøren. Den er gratis for medlemmer.