DENNE 3. VERDENSKRIG ER USYNLIG, og har stået på i flere år. Den udkæmpes i cyperspace. Flere vestlige virksomheder er blevet lammet i ugevis og er blevet afkrævet store summer for en genoplukning af deres systemer. For nogle år siden gik det ud over Mærsk – og den europæiske bolighuskæde Bauhaus er netop nu også blevet udsat for et fatalt angreb.

I sidste uge udtalte Joe Biden sig om denne ’krig i baggrunden’:

”Det er mere sandsynligt, at hvis vi ender i en krig – en reel krig med våben med en stormagt – så vil det være som konsekvens af et cyberangreb med omfattende følger.”

Både USA og EU mener, at det er ofte er en aggressiv Putin og hans russiske hacker-fabrikker, der intervenerer vestens livsnerver. Men det er jo ikke første gang russerne har spillet med musklerne.

RUSSERNES INTERVENTION I 1968

Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet var en militær indgriben den 20. august 1968 – i dag for 53 år siden. Invasionsstyrkerne bestod af Sovjetunionen og de sovjetiske allierede i Warszawapagten: De østeuropæiske lande Polen, DDR, Ungarn og Bulgarien. Såvel Rumænien som Albanien nægtede at deltage i invasionen. Baggrunden for invasionen var, at Sovjetunionen ville sætte en stopper for Alexander Dubceks politiske reformer, det såkaldte Prag-forår.

Invasionen endte med Tjekkoslovakiet blev tvunget til at undertegne Moskva-protokollen, og at landet stod under militær besættelse frem til 1991. Ifølge Moskva-protokollen skulle det herskende regime ’forsvare socialismen’, trække reformerne tilbage, de tjekkoslovakiske medier skulle være underlagt streng censur og Tjekkoslovakiet skulle afvise FN-indblanding i alle sager om Østblokken.

Den Socialistiske folkerepublik Albanien udtrådte af Warszawapagten i protest mod invasionen af Tjekkoslovakiet.

JOURNALISTELEVEN VAR PÅ PLETTEN

Nedenstående reportage fra den russiske invasion af Tjekkoslovakiet er skrevet af Bloggens kendte julebrevsskriver Kaj Spangenberg. Han var i mange år ansat på Politiken og er desuden medlem af Eventyrernes Klub.

I august 1968 var han som 29-årig journalistelev på Dagbladet i Roskilde hel tilfældigt i landet som eneste vestlige journalist, da ’Foråret i Prag’ sluttede med en invasion, der blev anset for lige så usandsynlig som en brand i Roskilde Domkirke

RUSSERNE? DE KOMMER ALDRIG!

Antonín Liehm sukker, nærmest opgivende siger han: ”They never come – never, never, Mr. Spangenberg!”

De kommer aldrig.

Vi befinder os i Prag, og det er sen eftermiddag 19. august 1968. Sammen med en italiensk og amerikansk kulturjournalist interviewer jeg Antonín Jaroslav Liehm, der endnu er chefredaktør for det fremtrædende litterære tidsskrift, Literární noviny. Samtalen foregår på et højt kulturelt niveau. Ja, det er nærmest et intellektuelt skoleridt, hvor journalisteleven fra midtsjællandske Dagbladet har svært ved at følge med. Til sidst vover han at stille det pinlige spørgsmål: ”Hvad gør De, Mr. Liehm, når russerne kommer?”

Det er her, at Mr. Liehm i de højkulturelle journalisters påhør belærer mig om, at en invasion er umulig. ”Den kommer aldrig! De vil tabe ansigt til hele verden, hvis de gør det,” understreger han og henviser til forsoningsmøderne i begyndelsen af august samme år i Čierna nad Tisou og Bratislava mellem den reformivrige tjekkoslovakiske ledelse med generalsekretær Alexander Dubček i spidsen og Warszawapagtens medlemslande. Disse ledes af Sovjetunionens Leonid Bresjnev i selskab med DDR´s Walter Ulbricht, Polens Wladyslaw Gomulka, Ungarns János Kádár og Bulgariens Todor Zhivkov.

Aftaler bliver højtideligt indgået – blandt andet med forsikringer om ”respekt for suverænitet og national uafhængighed, territorial ukrænkelighed” osv.

Da sovjetiske, polske, ungarske og bulgarske styrker ved døgnskiftet mellem 20. og 21. august invaderer Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik (CSSR), flygter Mr. Liehm til Paris og giver interviews. Det gør han mange gange siden, og han husker hver gang at mindes det pinlige spørgsmål. Desværre lægger han ordene i munden på amerikaneren fra interviewet!

OVERRUMPLET

En lille uges tid før min ferie og planlagte afrejse spørger jeg redaktionschef Bent Gudnæs, om Dagbladet bør give mig lidt ekstra penge med for det tilfælde, at der kommer en sovjetisk invasion. Det er en mærkelig fornemmelse, jeg går rundt med. Jeg kan ikke tro, at tjekkoslovakkerne i fred og ro og fuld suverænitet kan fortsætte frigørelsesprocessen under et slogan om socialisme med et menneskeligt ansigt. Men også min danske redaktionschef siger, at ”de kommer aldrig”, så vi – min finske hustru og jeg – rejser for egen regning og risiko med tog til landet, som syder af optimisme i et opgør med en ond fortid.

Nu er det 21. august, og vi har aftalt at spise morgenmad klokken ni med et italiensk ægtepar, som dagen før har givet os et lift fra Prag til slovakiske Bratislava. Men der er ingen servering; derimod er restauranten fyldt med folk, som kigger på TV!

Da vi skal i byen for at få morgenmad, bliver vi i receptionen stoppet af en mand, der formaner os at blive. Han siger: ”Har De da ikke hørt, hvad der er sket? Hele Tjekkoslovakiet er i nat blevet invaderet af Warszawa-pagten!”

Overrumplingen er total – trods mine forudanelser. Pludselige drøn fra flere jetfly, som overflyver Bratislava, understreger den invasion, som Mr. Liehm og hele den øvrige verden regnede for usandsynlig. Og nu er den sket!

Så er det slut med at feriere. Reporteren må i arbejde.

FRA DRØM TIL MARERIDT

Vi kører ind til Bratislava og et Tjekkoslovakiet, som denne nat har undergået en grusom forvandling fra drømmen om frihed til et mareridt af den grimme slags. På vej mod centrum møder os et endeløst opbud af tanks. Flere steder har de kørt vejenes asfalt op og jævnet fortovskanterne. Endelig når vi en plads, som jeg siden aldrig har genfundet, men den er fyldt med mennesker mellem de massive tanks og forvirrende sovjetiske soldater.

Disse fortæller, at de er tilkaldt for at yde ”broderlig hjælp til det tjekkoslovakiske folk, som trues af en kontrarevolution”. Folk på pladsen modsiger dem og beder dem rejse hjem. Ved hjælp af en tysktalende slovak siger jeg til en sovjetisk officer: ”Det her er, hvad Sovjetunionen bebrejder amerikanerne at gøre i Vietnam!” Han er tydeligt rystet og vidne til, at folk maler hagekors i den røde stjerne på siden af hver eneste sovjetiske tank.

Min kone, italienerne og et par polakker stiller an til fotografering foran en tank. Jeg står med kameraet med ryggen mod et forretningsvindue, da duerne et sted på pladsen flyver forskrækkede op, og et maskingeværs skratten sønderriver luften.

Vinduet bag mig rammes af kuglerne; det sker alt sammen i samme sekund, som jeg ruller filmen frem til næste foto med det resultat, at jeg ødelægger skiftet på kameraet. I samme splitsekund reagerer jeg kun på instinktet om at komme væk, væk, væk – uden tanke på andre end mig selv, bortset fra at jeg sanser, at jeg er direkte på vej imod en lastbil på tværs af vejen og med sovjetiske soldater på ladet. De rejser sig nervøst op og retter deres maskinpistoler imod mig og alle andre på flugt ned ad denne gade.

SKRIV, BARE SKRIV

Jeg tror, at det hele er slut nu. Ingen af os bryder os om at blive mindet om, hvor lidt vi betyder, og hvor hurtigt og ligetil døden kommer. Jeg foretrækker, at den kom-

mer med et passende varsel, men nu er den her. Måske når jeg at bede til den ukendte, som min hjerne siger ikke eksisterer, for da jeg vender mig om, ser jeg min kone og italienerne på vild flugt ad en anden gade og frem til en kirke. Jeg følger efter og parerer ikke ordre, da en sovjetisk officer kommanderer mig til at løbe videre. Han kunne have skudt mig på stedet.

I kirken jamrer og hulker kvinderne, men nu er jeg fuldstændig kold og nøgtern i forsøget på at få skiftet film i kameraet. Det lykkes ikke. Skiftemekanismen er ødelagt, og jeg river den ene film ud efter den anden og sparker dem i arrigskab hen ad gulvet eller ud gennem døren.

Da skyderiet holder op, ryster mine ben som espeløv. På pladsen har man fjernet nogle sårede og døde. En mand dypper det tjekkoslovakiske flag i blodet – det er både gribende og patetisk – og det bæres forrest i en demonstration gennem byen under slagordene ”Dubcek-Svoboda, Dubcek-Svoboda” (Ludvik Svoboda var landets præsident; hans efternavn betyder frihed). Vi skriger med og klapper taktfast som i en eufori af samme slags, som jeg husker fra majdagene i 1945 ved Danmarks befrielse. Men her er det ingen befrielse. Her er det en brutal besættelse, og i dag ved vi, at den varede over 20 år.

Ved eftermiddagstid får jeg på et tilfældigt hotel lov til at låne en telex og skriver til Dagbladet. Chefredaktør Per Winther er sidste mand på skansen og er ved at gå hjem, da han hører telexen gå i gang. Han svarer: ”Skriv, skriv alt, hvad De oplever”. Jeg skriver som en gal, mens en tank uden for hotellet pløjer asfalten op, og flere tanks følger efter.

INDTOGET I PRAG

Efter en nat med afbrudt søvn på grund af skyderi og drønene fra tanks, der fortsætter med at pløje gader og veje op, når vi at komme med et overfyldt tog til Prag. Det er 22. august. Det er min mest dramatiske og gribende togrejse nogensinde. Ved hver station holder to-get. Det nationale flag bærer sørgeflor, alle i toget og folk på perronerne holder et minuts stilhed for at mindes de døde. Der holdes korte taler, før toget kører videre

Blandt passagererne er mange ferierende østtyskere på vej hjem. Flere af dem trygler os om at få lov til at følge med til den danske ambassade for at hoppe af.

”Vi holder det ikke ud længere. Nu må det være slut. Vi vil væk fra kommunismen”, siger en af dem og taler sikkert på alles vegne. En mængde transistorradioer sender fra illegale stationer, og nervøsiteten er udtalt, da det forlyder, at den tjekkoslovakiske hær vil sætte sig til modværge. Det betyder krig! Frygt og angst trænger ind hos alle i toget.

Det regner ved ankomsten til Prag sent på eftermiddagen. På vej mod Danmarks ambassade passerer vi gader med ruiner af udbrændte tanks og ødelagte biler. På ambassaden modtages vi af en sekretær, der er eneste mand på skansen, fordi ambassadøren ligger syg i Danmark, og første-sekretæren er i Wien og kan – ligesom alle andre, herunder andre danske journalister – ikke komme ind i Tjekkoslovakiet, fordi grænserne er spærret.

Den underordnede sekretær får os installeret på Hotel Ametyst i centrum sammen med andre danskere, der er strandet i landet. Samtidig udnævner han mig på stående fod til ’medarbejder’ og tillader, at jeg bruger ambassadens telex (alle andre telexer i landet er lukket), imod at jeg rapporterer til ham om mine oplevelser. Så har han stof til sine rapporter til udenrigsministeriet hjemme i København.

SKUD I GADERNE

De følgende dage er jeg – uden konkurrence – den eneste danske journalist i det besatte Tjekkoslovakiet. Jeg ånder og lever af indtryk, og de er mange og kan kun gengives sporadisk.

Min finske hustru bliver sendt til Danmark med det sidste tog ud fra Prag og får følgeskab af den senere kendte historiker Morten Thing og hans kæreste.

Samme aften banker det på min dør, og fotograf Sigurd Bo Bojesen præsenterer sig. Han har lige sendt kæresten hjem med samme tog og tilbyder nu at samarbejde.

Sigurd kører i sin slidte Citroën 2CV, som hopper over de brostensbelagte gader, og hver gang der er optakt til sammenstød, skal Sigurd tæt på med sit kamera, mens jeg kan iagttage det hele på passende afstand. Ved de første skud spæner vi af sted – jeg er hver gang den første i sikkerhed.

For enden af en af broerne over floden Moldau (Vltava) er en sovjetisk tank omringet af borgere, der diskuterer vildt med mandskabet. Jeg står på det modsatte fortov og tager min notesblok frem, da en officer styrter over gaden, snupper blokken ud af mine hænder og river den i stykker.

Jeg besøger fabrikker og lokaler, hvor man illegalt er i gang med at trykke aviser og plakater. Nogle har breve, som de beder mig om at tage med til Vesten og poste, for fra nu af er alt censureret.

Der er udgangsforbud klokken 20. Den aften når jeg ikke ud fra ambassaden, hvor jeg har sendt dagens rapport til Dagbladet, før forbuddet træder i kraft. Det er mørkt, og gaderne er tomme. Jeg kan høre mine egne skridt give genlyd mod murene og kan ikke finde vej til hotellet. Pludselig skydes der i en sidegade. Jeg tager skoene af og løber på strømpesokker på må og få og når først og nærmest ved et tilfælde Hotel Ametyst efter en times søgen.

FOLKESTREJKE

En af de sidste dage i august er der generalstrejke, og rådhuspladsen i den gamle bydel med det gamle rådhus og Tynkirken (Tynsky Chrám), hvor Tycho Brahe ligger begravet, er fyldt til bristepunktet. Selv monumentet over reformatoren Jan Hus er dækket af menneskekroppe, men rundt om sidder bevæbnede sovjetiske soldater.

Overalt lytter folk til illegale sendere. Pludselig bryder menneskemængden ud i jubel, og en dame springer op og kysser mig. Radioen fortæller, at flere af de kendte politikere fortsat er på fri fod. Jublen er endeløs.

Dagen efter dukker det første hold danske journalister op. De er ankommet fra Wien med ambassadens første-sekretær. Der holdes pressekonference og jeg har ikke længere adgang til ambassadens telex. Bagefter viser jeg Berlingskes korrespondent, Mogens Kofod-Hansen ­– senere medlem nr. 395 af Eventyrernes Klub – rundt i Prag og beretter min historie for ham.

Senere bag en trappe på Hotel Jalta på Wenzelspladsen (Václavské Nám-stí) får jeg som nummer to blandt de internationale journalister adgang til en telex, men også besked fra Dagbladet om at rejse hjem næste dag, når bladet nu ikke længere er alene om at have en dansk korrespondent på stedet – som den eneste i adskillige dramatiske døgn.

TOPNYHED

Mødestedet næste morgen er foran slottet Hradschin (Hradlany), som troner højt over Prag. Her venter en bus til strandede nordboer. Forrest kører en bil fra den svenske ambassade, bagest en bil fra den danske, og vi når sikkert ud af Prag og møder den jernring af tanks og kanoner, som er opstillet som en ring omkring byen. Her bliver vi standset, og sovjetiske soldater gennemsøger bussen og de to ambassadebiler.

Det er klart i strid med en af de mange Geneve-konventioner, så ambassadesekretæren, som jeg sidder ved siden af, raser og proklamerer, at den behandling vil Danmark og Sverige klage over.

Han siger det ikke højere, end at kun jeg hører det. Jeg skynder mig at få skiftet emne, så ingen anden i bussen har hørt denne nyhed. I Wien mødes jeg af en senere kendt tv-journalist, Ole Sippel, som får historien imod at citere den korrekt med mit navn og Dagbladets. Den går verden rundt. Efter hjemkomsten er det en spøjs oplevelse at se sit navn på mange sprog optræde i nyhedstelegrammer fra det meste af verden.

Ved ankomsten til København står TV-Avisen med reporter Erling Bundgaard klar, men det bliver til et kortere indslag. TV-folkene har travlt. ”Margrethespiret på Roskilde Domkirke brænder! Det er en top-nyhed, så vi må videre”.

Det var den nyhed, vi på lokalredaktionen i Roskilde spøgte med ved deadline: ”Ikke én linje mere, kun hvis domkirken brænder!” lød det fra redaktør Poul Justesen.

”Men det sker aldrig”, tilføjede han.

Aldrig.

’FORÅRET I PRAG’

Ved et møde i det tjekkoslovakiske kommunistpartis centralkomité 3.-5. januar 1968 afløstes stalinisten Antonín Novotn, som samtidig var landets præsident, af den reformivrige slovak, Alexander Dubjek. Den fhv. general Ludvík Svoboda blev få dage senere udnævnt til præsident. Dette skifte udløste en proces, som er kaldt ’Foråret i Prag’ og som mål havde at skabe ’en socialisme med et menneskeligt ansigt’.

Det var et opgør mod censur, hemmeligt politi, fængslinger og henrettelser af regimets modstandere for i stedet at indføre demokrati med frihed til at ytre og forsamle sig. Tiltaget knustes brat, da tropper fra Warszawapagten rykkede ind natten mellem 20. og 21. august 1968 og besatte landet.

Invasionsstyrken var på 500.000 soldater, 6.000 tanks, 2.000 kanoner og 800 fly. Den blev mødt af overvejende passiv, men heftig og følelsesladet modstand, Men den var ikke ublodig. Først efter kommunismens fald i 1989 blev det oplyst, at invasionen havde kostede 82 dræbte, 300 alvorligt sårede og 500 andre med skader af forskellig art. Mange af de døde og sårede havde befundet sig i grupper eller på altaner og var blevet beskudt fra gaden.