Danmarks store digter er draget videre … KLAUS RIFBJERG DØDE I GÅR påskelørdag 4. april 83 år gammel. Det twittede Susanne Brøgger kl. cirka 08:15).

I forbindelse med Rifbjergs 80 års dag i 2011 fortalte han til BT, at ‘jeg vil dø uden det gør ondt’ med disse tanker om døden:

BT: Tænker du på døden?

RIF: Ja, den tror jeg ikke man kommer uden om at tænke på. Det kan man læse i rigt mål i mit forfatterskab, der er masser af død og dødstanker.

BT: Er du bange for at dø?

BT: Nej, men nu sidder jeg jo og er rask og rørig, så er det meget nemt at være høj i hatten og sige alt muligt. Men jeg har lagt mit pund, jeg har puttet dét i skålen, jeg skulle, og kommer der ikke mere, så kan jeg godt aflevere nøglerne og fjerpennen til den næste, der står parat.

I forbindelse med Rifbjergs 80 års dag 16. december 2011 bragte Bloggen nedenstående hyldest til digter Klaus. Din Blogger dannede i 1964 fan-klubben CLUB DE KLAUS bestående af filmfotografen Flemming Arnholm, kunstneren Bjarne von Holtermann Holsterstein Solberg og undertegnede. Arnholm døde af kræft for flere år siden.

TRODS 80 ÅR HAR STUD.MAG. KLAUS RIFBJERG ENDNU IKKE FÅET SIN EKSAMEN

STORE KLAUS, Rif eller Onkel Klaus (som Jørgen Leth kalder ham), runder oldingehjørnet netop i dag. Og da han bliver fejret både her og der og i privaten og på Politiken, hvorfor så ikke også fejrer den 80-årige her på bloggen.

Jeg selv stiftede læsebekendtskab med ham, da jeg gennempløjede hans gennembrudsroman fra 1958 DEN KRONISKE USKYLD. Det skete i 1963, da jeg var 18 år. Den bog gennembrød lydmuren for alle unge på dén tid – også min! Som Tom Kristensen skrev i sin anmeldelse: ’Opsigtsvækkende debutroman … vil rejse vild diskussion om spørgsmålet: Er den danske ungdom af idag virkelig sådan?’ I den Tranebogsudgave jeg er i besiddelse af har dem, jeg lånte den til skrevet deres navne: Bjarne von Holtermann Holderstein Solberg, Margit Vilsøe, Annette Busck, Grethe Koefoed, Preben Koefoed, Marianne de Mylius og Irene Nitling. De klappede vistnok alle de deres hænder under og efter læsningen. Senere stødte jeg mange år senere igen på denne epokegørende roman. Høre bare her:

MIRAKLET I PARIS

I september 1998 opholdt jeg mig i Paris. Her brugte jeg bla tiden på at lave et udkast til designet til fotobogen ØJENVIDNER, som Politiken ville udgive i anledning af årtusindskiftet. På det seneste redaktionsmøde havde vi diskuteret, hvem der skulle skrive det indledende essay om pressefotografiet fra det første i 1908 til det sidste i 1999. En dag slentrede jeg en tur ad boulevarderne i 6. arrondissemnet og så ret fremme en bogkasse. Jeg besluttede, at dén bogkasse vil kunne give mig en idé til essayistens navn. Vel fremme ved bøgerne, lukkede jeg øjnene, lod fingrene løbe hen over de sammenstuvede bøger, indtil jeg trak én op. Så åbnede jeg øjnene. Da jeg så, hvad det var for en bog, gav jeg et skrig fra mig. Tro det eller lad være: L’INNOCENCE CHRONIQUE af Klaus Rifbjerg i en oversættelse af Raymond Albeck fra 1969!!! Det var bare for syret!!! Og selvfølgelig kom Rif til at skrive essayet ’Hatten af!’ Han forlangte 1 kr. pr. trykt bog i honorar. Det endte med at blive en rigtig god forretning, da ØJENVIDNER udkom i 3 oplag i tilsammen 17.000 eksemplarer.

VÅDT WIENERBRØD

I 1962 var jeg medredaktør på skolebladet THE BLACK POND på Sortedams Gymnasium. Min dansklærer, forfatteren Palle Fischer, gav klassen stileemnet VÅDT WIENERBRØD. Det var så originalt, at jeg synes det ville være kolossalt, hvis jeg kunne få den store digter til at skrive denne stil til bladet. Det takkede han desværre nej til med ordene:

’Kære Jørgen Koefoed, tak for den smarte opfordring. Jeg må sig nej, selvom emnet er mere end fristende og mere end omfattende. Hvad der findes af vådt wienerbrød i alle afskygninger af ordets betydning er svært at kapere. Men tiden, kære ven, er for mig et så uoverstigeligt og alligevel alt for hurtigt spist stykke wienerbrød, at jeg må sige nej. Det er jeg ked af. Vi ses nok i den gamle forening. Mange venlige hilsner Klaus Rifbjerg.’

STUDENTERFORENINGENS ENFANT TERRIBLE

Jeg var stødt på Rif i Studenterforeningen, hvor jeg boede fra jeg var 4 til 24 år. Klaus Rifbjerg blev valgt ind i Senioratet Jan Kobbernagel 1954-55. Senioratet blev politisk valgt hvert år og var dem, der arrangerede møder og fester i det store hus på Vester Boulevard (nu: H. C. Andersens Boulevard). I STUDENTERFORENINGENS HISTORIE 1950-1980 skriver Kobbernagel bla:

’Pressesenior blev den 21-årige Klaus Rifbjerg, der læste til cand.mag., men drømte om en fremtid som journalist og – hvem ved – forfatter. Han skrev i hvert fald digte allerede i sin seniortid og afslørede et umiskendeligt musisk talent. Han kunne også spille komedie og medvirkede som forfatter til flere studenterrevyer. Han var Senioratets ’enfant terrible’ og bidrog med barokke indfald, når vi manglede ideer til en lørdagsaften. Vi var bekymrede for, hvad der skulle blive af ham, hvis han aldrig fik sin eksamen. Og det fik han ikke. Hans senere karriere behøver jeg vist ikke at beskrive her.’

GRIS PÅ GAFLEN

Senere dukkede Rif atter op i forbindelse med Studenterrevyen. Det var i 1962, hvor han sammen med Jesper Jensen og Leif Panduro forargede det ganske borgerskab med den samfundskritiske GRIS PÅ GAFLEN. Jeg så alle forestilingerne i Store Sal, da jeg af instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt blev headhuntet til at vise de lysbilleder, der ind i mellem krydrede revynumrene. Da jeg for nogle år siden rodede i min kramkisten fandt jeg de store glasdias (82 x 82 mm) frem. Et af revyindslagene bestod af avangardistisk jazz fra janistsharen William Schiøpffe, bassisterne Erik Moseholm eller Niels Henning Ørsted Pedersen og pianisten Bent Axen plus nedenstående ’meget frække’ lysbilleder med et afsluttende antiklimax. Se selv:

SKJULT HILSEN TIL RIF

Jeg er de senere mange år blevet samler af Rifbjergs mange bøger. Jeg har 64 bøger af en samlet mængde på ikke under 148. Det er svært at finde ud af, hvor mange bøger manden har udgivet, da han ikke blot har udgivet på Gyldendal. Han allersidste PÅ BÆNKEN OG ANDRE NOVELLER er blevet udgivet på Forlaget HJØRRING, der drives af Flemming Reislev. Han mødte Rif sent i livet. I 2006 hvor forlagsmanden markerede Rifs 75 års fødselsdag med en udstilling af samtlige hans udgivelser, som Reislev havde samlet lige siden Rifs debutdigt UNDER VEJR MED MIG SELV i 1956. Som han skiver i forordet:

’Mødet ved den lejlighed blev indledning til regelmæssigt samvær, ofte ved ’la bonne table’ med passende gastronomisk og vinøst niveau og under megen morskab’.

Ud over denne blog om fødselsdagsbarnet – og måske kommende flere – har jeg fejret Digteren med den Skæve Næse på en helt speciel måde. I min roman MANDEN DER BLEV SKUDT GENNEM ØJET, der udkommer primo 2012 på forlaget mellemgaard har jeg en skjult henvisning til Rif i hvert kapitel. Det er nemlig sådan, at hvert af de 51 kapitler starter som en Rifbjerg-bog. Enten med ét, to, tre ord … en halv eller hel sætning. (Rif fik bogen tilsendt på sin 81 års dag, men det var lige på det tidspunkt, hvor han flyttede fra Sankt Hans Gade på Nørrebro til Skodsborg. I hvert fald hørte jeg aldrig fra ham. Så måske ligger gaven stadig indpakket i en flyttekasse. Tilføjet 5/4/2015).

Tillykke med ol’en, gamle dreng – og tak for de mange bogstaver, der ofte blev sat sammen på en flot, forrygende og nogen gange forbløffende måde.