UFO- OG ENGLE-KONTAKT PÅ HIMLEN OVER RØ

”JEG VAR ULYKKELIG og havde mediteret i to måneder, hvor jeg havde bedt Gud om et tegn. Et tegn på, at han eksisterede. Et tegn om, hvad livet gik ud på – ja, hvad det hele drejede sig om. Til sidst havde jeg skældt ud på ham … og så skete der noget!”

Sådan fortæller Petrea Jakobsen fra Rø efter at have sendt nedenstående mail til Din Blogger: ”Hej. Jeg har lige læst din artikel om manden, der så en ufo herovre på Bornholm. Jeg og min kammerat har også set en ufo her på Bornholm i sommeren 2022. Hvis du er interesseret i oplevelsen, er du velkommen til at kontakte mig”.

Som sagt havde Petrea tryglet Gud om et svar – ikke et lille bitte ét, men et stort, der klart skulle manifestere, at det var ham, der var afsenderen.

NOGET VISTE SIG PÅ HIMLEN

Det var sådan tegnet udviklede sig på himlen over Rø ifølge Petrea Jakobsen. Tegning©PetreaJakobsen.

Tegnet kom kort efter, da hun nogle dage efter gik en tur med en ven. Som Petrea beskriver det: “Det skete 6. august 2022 mellem kl. 16.00 og 19.00 på Klemenskervej, lige uden for Rø’s byskilt. UFO’en/ORB’en svævede midt på marken længst nede i bunden. Over rapsmarken som ligger midt i mellem Præsteskoven og Rø Medborgerhus. Stedet vi stod, var i forlængelse af det, som bliver kaldt ‘Trekanten’ i folkemunde. Oplevelsen varede et sted mellem to til fem minutter”.

Det var her fra Klemenskervej, at Petrea så tegnene på himlen. Foto©PetreaJakobsen.

Petrea stod på Klemenskervej lige uden for Rø og kiggede i sydlig retning, da tegnene viste sig på himlen. Foto©PetreaJakobsen.

“Det var ikke med markante konturer, men mere gennemsigtige … luftige. Det startede med en slags ovaler, der blev til tre, der dannede sig til en slags blomst. Senere blev det hele omkranset af en cirkel, og endnu senere kommer der en trekant inde i cirklen. Pludselig tændtes der et lille, men meget kraftigt lys i spidsen af trekanten. Det forsvandt, men opstod igen på den venstre side af figuren. Senere forsvandt blomsten og trekanten inde i cirklen, så den stod alene tilbage. Imens bevægede cirklen sig over mod os. Den var vel omkring 50 meter væk. Den gled langsomt ud til siden og endte med at blive hel sort, inden den forsvandt helt.”

ENGLES UDSEENDE

Ethvert barn ved hvordan en engel ser ud. En pige med langt lyst hår iført en lang, hvid kjortel – og så med de legendariske vinger. Men Petrea fortæller, at sådan ser en engel slet ikke ud. En engel viser sig som en cirkel – noget lig den, som hun så på himlen i 2022. Det fortæller præsten og profeten også i sin ‘Ezekiels Bog’. Bogen har et stærkt ekstatisk-visionært præg, og handler om hans profetier og syner. Gud tiltaler ham ikke ved hans navn, men blot som ’Menneske’. Han levede fra 593 til 571 – altså før vor tid.

EN ORB

Fænomenet som Petrea og hendes ven så er ikke ukendt. Det kaldes en ORB og er blandt andet blevet beskrevet af amerikaneren Chris Bledsoe i bogen UFO OF GOD. Den udkom i 2023 og kan købes på amazon.com. Den vil senere blive filmatiseret.

Det specielle ved Chris Bledsoe er, at han er omgivet af disse ORBs hele tiden. Himlen omkring ham er fyldt med ORBs, så hvis du vil se det syn, som Petrea så, kan du besøge ham.

Bledsoe er en dybt religiøs familiefar og var en succesfuld virksomhedsejer fra North Carolina, og var på sit livs yderste grænse efter at have mistet alt under finanskrisen i 2007. Oveni med en invaliderende kronisk sygdom. En dag han fisker i Cape Fear-floden med tre kolleger og sin teenagesøn, går han lidt væk og råber til Gud i en desperat bøn om hjælp. Pludselig dukker en UFO eller OBS op og helbreder ham for hans sygdom. Han har ubevidst været væk i fire timer, da han vender tilbage til gruppen, som er stærkt urolige ved hans fravær. Pludselig dukker en række UFO’er op. De bliver forfærdet og tror de løber for livet, da UFO’erne jager dem hjem.

ALT ER MULIGT

I forbindelse med omtale af bogen skriver forlaget: ”Regeringer over hele verden anerkender, at UFO’er er ægte. Og millioner af mennesker tror, at Gud er virkelig. Markus-evangeliet kapitel 10 vers 27 siger: ”Alt er muligt for Gud”.

Spørgsmålet er, om det er de bibelske historier om engle i Det Gamle Testamente, der viser sig i dag. Er disse UFO’er budbringere fra Gud? Det var de i hvert for Petrea.

Petrea er født og opvokset i Grønland, og som hun siger: ”Grønlændere har meget tættere forbindelse til naturen end danskere. Vi er mere åndelige og mere påvirket af det, der sker i naturen.”

EN HELT ANDEN HISTORIE

En ung grønlænder, der en overgang boede i Gudhjem og var flittig frivillig i Scala Gudhjem, har for et par år siden fortalt Bloggen denne historie:

”En dag var jeg meget alene og meget ulykkelig. Jeg kunne ikke bo hos min mor og min danske far, der bor i Rønne, ville ikke have ikke noget med mig at gøre. Jeg cyklede ud på landet og satte mig dybt ulykkelig midt i en mark. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Pludselig kom der et tegn fra himlen. Ikke fysisk, men mentalt. Med ét så jeg klart, blev glad og fik godt mod. Så jeg rejste mig op, og cyklede tilbage til Rønne, hvor jeg mærkelig nok blev taget i mod af nogle religiøse mennesker. Jeg fik et sted at bo og noget at beskæftige mig. Jeg tog navneforandring til Zion, og er i dag et stærkt troende og lykkeligt menneske. Ja, Gud eksisterer!”

ENDNU EN HISTORIE

Flemming Møldrup ser klart efter han har fået en partneraftale med brille-dynastiet Synoptik. Foto©Synoptik.

Den 54-årige tv-vært og livstilsekspert Flemming Møldrup, som blandt er kendt for udsendelserne ’Kender du typen?’, ’Mads & Møldrup – venner for altid’ og ’Vild med bøger’ havde også en stærk åndelig oplevelse sidste år. Episoden beskrev han i sin klumme i Kristeligt Dagblad under rubrikken ’Da jeg fik besøg af Jesus’: “Det var en morgen, hvor mit humør var særlig tungt, da jeg mærkede en tilstedeværelse i mit soveværelse. Pludselig var det som om, der skete noget med rummet. Som om det ændrede sig i formen, som om det ikke længere var et rum, men noget udefinerbart. Noget grænseløst. Det var ikke noget, jeg kunne definere, det kan jeg heller ikke i dag. Det var mere en dyb følelse … og så denne her fornemmelse, at der var en tilstedeværelse, der sagde: ”Det skal nok gå, Flemming. Jeg er her for dig”. Det var sådan jeg mødte Jesus”.

Oplevelsen har givet Møldrup ro, og som han slutter sin klumme: ”Siden har jeg øvet mig i at tro!”

Flemming Møldrups beskrivelse af dette åndelige møde svarer ganske meget til det, som Zion oplevede.

HAR DU OGSÅ SET NOGET?
Hvis du har observeret UFO’er eller engle på den bornholmske himmel eller modtaget beskeder fra oven, hører Bloggen meget gerne nærmere. Send en mail til arkivparis@aegir.dk eller ring til 2782 0241.

Du kan læse på Bloggen om dem, der har observeret UFO’er på Bornholm:
IKKE KUN SOL OVER GUDHJEM – NU OGSÅ UFO
29. marts 2017